Tilladelse eller tilgivelse?
Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse. Den strategi har jeg betjent mig af utallige gange i mit liv, både i arbejdsforhold og privat. Det er en særlig prægtig strategi. Den er en smule moralsk anløben og også risikabel – det er kun Vorherre, som for alvor kan tilgive, hos mennesker skal man ikke tage tilgivelsen for givet. Jeg har da også oplevet et par fyringer og brudte forhold fordi jeg havde satset for højt. Når jeg alligevel kalder den ”prægtig”, er det fordi den jo får ting til at ske, som ellers ikke ville lykkes.
Et par eksempler er fra mine mange år i DR. I 1989 gav jeg et beskedent bidrag til at redde de såkaldte løvetamariner, en abeart fra Brasilien, som er udrydelsestruet. Initiativet kom fra den nordjyske folkemusikgruppe De Gyldne Løver og handlede om at producere og udgive en LP, hvis overskud skulle tilfalde de stakkels aber. Jeg bidrog med hvad jeg kunne stable på benene af produktionsteknik, mandskab og rettigheder som jeg disponerede over i DR. Faktisk et ret afgørende bidrag og jeg skrev en rørstrømsk note på LP’ens bagside om det enestående initiativ. Da projektet var lykkedes fik jeg ”oppefra” at vide, at det var ikke den slags, DR’s ressourcer skulle gå til, men tilgivelse fik jeg.
10 år efter gjaldt det en mere alvorlig sag, hvor jeg på samme måde og også uden chefens og bogholderens viden eller godkendelse, realiserede mit personlige public service-begreb ved atter at stille DR’s ressourcer til rådighed for udgivelsen af en dobbelt CD med titlen ”Håb for Kosovo”, denne gang i samarbejde med Læger Uden Grænser og pladeselskabet OH Musik. Og igen med et forord præget af den tragiske krig i Kosovo og med hele overskuddet til ofrene for den som resultat. Igen stillede jeg DR-mandskab, teknik og rettigheder til rådighed i ret stort omfang. Og igen fik jeg en mindre irettesættelse og vejledning i hvad de ret betydelige ressourcer, jeg forvaltede, skulle bruges til.
Dette berettes ikke som brasso på min glorie eller fordi jeg er mere altruistisk end så mange andre.Selvom der ikke er nogen personlig vinding i den slags, er der dog en vis tilfredsstillelse ved at medvirke til dem. Måske stammer min holdning til det fra min barndom, hvor begge mine forældre i årtier gjorde et stort frivilligt arbejde i Kirkens Korshær m.v. Jeg må have fået et eller andet ind med modermælken for den dag i dag, hvor jeg alene er ansvarlig for mine egne ressourcer, fortsætter jeg med at engagere mig i den slags – og håber på tilgivelse fra chefen. Det er også mig og det gør det hele lidt mere fremkommeligt.