Glemt i garagen
Forgangne uge fandt et af mine kære ”børn”, Ord- og Litteraturfestivalen ORDKRAFT sted i fødebyen Aalborg. Den er – nævnt i al ubeskedenhed – udtænkt og realiseret af mig bistået af gode venner i 2011 og er blevet en succes. Jeg havde i år til opgave at styre en samtale om den hendøende kunstkritik i dansk presse og til panelet havde jeg bl.a. inviteret forlagsmanden Hans Henrik Schwab, som jeg ikke er helt ukendt med. Vi fik lejlighed til at opfriske hændelser fra barndommen idet vi er opvokset i samme kvarter, faktisk i samme ejendom på Boulevarden 44 og som om det ikke var nok: min far var ansat hos Schwabs morfar, som havde en engros virksomhed, der leverede blomster til nordjyske blomsterhandlere.
Viggo Dahl-Jensen hed han og han kunne være lidt brysk i omgangstonen, men var overmåde venlig og omsorgsfuld over for mig, dengang en knægt på 5-6 år. Erindringen om én af de gange Dahl-Jensen som jeg naturligvis ikke var på fornavn med (det var vist kun hans kone, den søde Karen) udviste stor omsorg for mig dukkede op her til morgen og handler om en nat, hvor min far glemte mig sovende på gulvet ved siden af førersædet i én af blomsterfirmaets Hanomag-lastbiler.
Jeg var undertiden med på en dagstur, der begyndte ved 4-tiden om morgen med afgang til Gasa blomstermarkedet i Odense, retur til Aalborg og herefter ud for at distribuere blomster i Thisted, Frederikshavn m.v. En tur på flere hundrede kilometer og en arbejdsdag på sagtens 18-20 timer.
Godt træt parkerede far lastbilen i garagen, låste af og gik de 100 meter hjem til lejligheden, som Dahl-Jensen havde skaffet os og hvor vi faktisk var naboer til ham og fru Karen.
Far glemte imidlertid mig, der for længst var faldet i søvn på gulvet i lastbilen. Jeg blev vækket efter nogle timer af Viggo Dahl-Jensen, der også mødte tidligt for at inspicere firmaet og blev noget bestyrtet over at finde mig efterladt. Resolut løftede han mig op, bragte mig hjem til Boulevarden hvor han vækkede min far med ordene ”For satan, Knud, du har sgu glemt Evan i garagen” eller sådan noget. Min trætte far var naturligvis ulykkelig, min mor vred og Dahl-Jensen vendte surt om og gik ind til sin Karen.
Far og mor var ikke de eneste, hvis dør blev banket op den nat. På vej fra garage til hjem havde grossereren og jeg været omkring Othellobageriet, hvor han havde fået bageren til at udlevere en stor pose slik til mig. Jeg havde faktisk ikke taget skade af hændelsen, men i dag ville det måske have skabt tvivl om fars og mors evne til at være forældre.