Hvori bestaar mit Vanvid?

Det kunne være titlen på en bog af fantastiske Søren Aabye Kierkegaard men nu er det ikke mægtige SAK, men lille mig, det handler om – og mit vanvid, og jeg bilder mig ikke ind at kunne besvare spørgsmålet med bare en brøkdel af den visdom som gamle SAK besad. 

Men er jeg ramt af vanvid og hvis: hvori består så dette? Bemærk først, at jeg spørger med navneordet ”vanvid”, ikke tillægsordet ”vanvittig”, som for længst er blevet udvandet. Det er meget værre at have vanvid i sindet end bare at være eller opføre sig vanvittigt ind imellem – det gør de fleste vel. Men hvad betyder ”vanvid”?

Kunne jeg bare henholde mig til ordets norrøne sprogstamme, hvor det blot betyder ”forstand”, var der ingen grund til at bore i det. Men nu om dage defineres ordet som ”en sindstilstand, handling eller tanke der skyldes at en person ikke er ved sin fornufts fulde brug pga. psykisk sygdom”, altså næsten det stik modsatte af det norrøne, kort sagt: uforstand. 

Nu er det sådan, at mit vanvid ikke nødvendigvis skyldes psykisk sygdom i henhold til anerkendt forskning, men sikkert er det, at dette vanvid læner sig betænkeligt op ad psykiatriske diagnoser, endskønt jeg aldrig, trods utallige behandlingsforløb har fået en sådan. 

Værst er ikke de bløde udtryk for vanvid: mine mange idiosynkrasier, beskrevet i kapitlet ”Aversioner”, eller ungdommens udtalte vrede, indignation og håbløshed, en rasen, der ikke var rettet mod mine medmennesker, men fænomener som uretfærdighed, had, undertrykkelse, udnyttelse, krig og nød etc. – alt sammen for så vidt også forårsaget af mennesker.

Værre er nok nogle egenskaber, jeg enten er født med eller har udviklet på min mange dannelsesrejse gennem livet, især i barn- og ungdom: min trang til uophørligt at opsøge og overskride grænser og – min psykiske sårbarhed, der har medført tre selvmordsforsøg. Hertil en kronisk sindstilstand af melankoli, angst, mindreværdsfølelse, dårlig samvittighed, rast- og rodløshed, dødslængsel og foragt for svaghed, især min egen.

Skal man endelig over i medicinske termer kan det noteres, at jeg har tydelige borderline-symptomer og gennem livet tiltagende OCD-tegn – igen som det beskrives ”ikke en sindssygdom, men en psykisk lidelse”. 

Bag et tilforladeligt ydre gemmer sig et asocialt, utilpasset og utilfreds menneske, der siden den tidlige barndom har været på en dannelsesrejse uden mål og med, uden fremskridt og uden udsigt til forbedring. Jeg oplever livet som en ubrudt kæde af egoterapiske øvelser: konstant selvransagelse og indre oprydning, søgen efter min plads blandt andre mennesker og i verden og ikke mindst svaret på livets vigtigste spørgsmål: Hvorfor?

Maaske deri bestaar mit Vanvid.