Fra alle årene – 1974: Kirken som sofavælger

Nogle af Erindringernes abonnenter har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Fra 1974 bringes uddrag af en artikel, jeg skrev i Aalborg Stiftstidende, hvor jeg i nogle år var fast skribent på kommentarserien ”Kirken og tiden”. 24/11 skrev jeg om ”Folkekirken i sofavælgerens rolle” bl.a.:

”Man kan i en vis forstand sige, at ”politik” er betegnelsen for menneskets handlemåde som socialt væsen, dvs. i forhold til, andre mennesker. En ”politisk handling” er i dette begrebsapparat en holdning, til det, der sker omkring en, sigen ”ja” eller ”nej” med hvad det indebærer, eller evt. indtage den holdning bevidst ikke at sige noget.

Anskuer man kirken fra den synsvinkel kan man hurtigt konstatere at kirken er politisk bevidstløs. Den spiller sofavælgerens rolle og det er nok dens største skavank. Man er sofavælger fordi det er så bekvemt og fordi det ikke kræver information – man er fri for at se realiteterne i øjnene. Kirken er sofavælgeren, der ikke tør vælge på grund af risikoen: ikke tør holde med nogen af parterne før den ser hvem vinderen bliver.

Derfor flyder historien kirken forbi: der udbryder krig i Mellemøsten, en præsident afsættes på anklager for korruption og svindel, minoriteter forfølges verden over, en film om djævleuddrivelse fører en svøbe af besvimelses- og chokanfald med dig. Og kirken rører ikke en finger! Kun når begivenhederne synes at pege på kirken, når dåbstallet falder til 50 % eller når en præst stiller betingelser for dåben, først når skytset rammer kirken selv, finder den på at reagere.

Kirken forstår ikke, at den er en integreret del af et samfund, hvis væsentligste kendetegn er udvikling. Indenfor kirkens mure leves det kirkelige liv: Man døber børnene – eller som Søren Kierkegaard sagde – ”gør millioner til kristne med en sjat vand”, man konfirmerer de unge i en fart så de kan komme hjem til gaverne, man indstifter kristne ægteskaber – det er jo så romantisk at blive gift i kirken – og man begraver folk, den eneste handling, der er ufrivillig. Nå ja, og så holdes der gudstjeneste hver søndag. Tydeligvis for de indviede.

Alt dette rod af pseudo-troshandlinger kaldte Kierkegaard ”Christenhed” og mente, at det ”ikke er kristendom, men et uhyre sansebedrag” og at ”de troende ganske vist ikke er hedninge, men lyksaliggjorte i den indbildning at være kristne”. – Hykleri kunne man kalde det.

Ansvarsløs – det er den kirke, der behændigt viger uden om ethvert socialt og politisk problem, der ikke lige influerer på dåbstallene. Det er på tide, at kirken erkender sit ansvar og handler. Kirken må erkende sit kald og det vil i første omgang sige, at den kristne menighed må forstå, at sagen ikke drejer sig om at gå i kirke, men at være kirke”.

Ak ja, det var ordene for 50 år siden. Jeg kunne have skrevet det i dag og stadig have ret.