Kryster

Jeg har det med at bære ved til bål, hurtigt forklæde mig og løbe væk. Hvad værre er: jeg kan lide at anstifte anstændig uro, men bange for at være midt i den. Jeg lægger mig ofte ud og i med folk. Jeg kan finde på at tænde et bål ét sted og når det blusser op tænde et andet for at skjule det første. Det er krysteragtigt og det tilstår jeg. Jeg ved ikke, hvor min stridslyst kommer fra – min mor var det blødeste og fredeligste menneske i verden, min far var ligeglad, jeg er vokset op uden en eneste lussing og er ganske vist blevet truet nogle gange, men uden at det rigtigt har ført til alvorlige anslag mod krop eller sind.

Jeg ved heller ikke hvor krysteren i mig kommer fra. Men af de mange modsætninger, mit sind rummer er denne, at jeg har trang til opmærksomhed og gerne af den kontroversielle slags, men samtidigt er konfliktsky. Jeg løber bort når jeg vejrer den mindste ballade uanset om jeg er involveret eller ej. Jeg er hundeangst for vold, også den, der rettes mod andre. Jeg tør ikke intervenere af frygt for repressalier og jeg bilder mig ind, at det, øjet ikke ser ikke sker.

Der er så utroligt mange eksempler på alt dette – helt fra jeg var barn og til min nu høje alder. Aktuelt kan nævnes mine erindringer som denne bekendelse er en del af – eller mine anmeldelser som gennem 50 år ofte har vakt furore. Hvad begge dele angår dækker jeg mig ind under et princip om ikke at gå i diskussion om dem. Det er for så vidt plausibelt nok, for hvad er der at drøfte? På den anden side er det netop i erindringerne og anmeldelserne jeg ofte smider en bombe og altså skynder mig i skjul.

Mest eklatant i disse år er min brug af Facebook, der er et mere for- end vidunderligt kommunikationsmiddel, men som mange ved det perfekte sted at anstifte brand og bære ved til bål. Mine uheldige tilbøjeligheder til at være ballademager og kryster trives på FB i fuldt flor og som om det ikke var nok forsvarer jeg mig i min aftenbøn med at jeg ikke blot bærer ved men også frugt. Hidtil har Vorherre ikke kommenteret bekendelsen; også hvad dette angår må jeg håbe på tilgivelse.