De kender mig ikke…

For 30 år siden befandt DR sig stadig i en gylden æra for den ædle public service, bl.a. formidlet af hæderkronede P1. I 1992 kom der en ny bibeloversættelse og det førte til at man igangsatte en systematisk oplæsning af Bibelen med en 5-minutters daglig udsendelse gennem 4-5 år, altså en serie med flere hundrede udsendelser. Oplæserne var skuespillerne Lone Hertz og Nis Bank-Mikkelsen. Ud over at producere en del af de mange udsendelser fik jeg til opgave at komponere en kending, en 12 sekunders klaverting, som jeg selv spillede. Den indledte og afsluttede oplæsningerne.

Et andet public service-fænomen de år var en ugentlig sektion i Weekendavisen, kaldet ”Emil” efter DR’s første chef Emil Holm. I denne publikation, der blev redigeret i tæt samarbejde mellem avisen og DR, bragte man dels oversigt over ugens programmer, dels omtale af samme, videreførelse af debatter m.m. Et rosværdigt initiativ!

En dag fik jeg et brev adresseret til ”Evan-Th. Vestergaard, Danmarks Radio” og med lytteren Jørgen Adamsen som afsender. Brevet begyndte med sætningen ”De kender mig ikke” og Adamsen var så venlig at kalde min melodi ”usædvanlig og bemærkelsesværdig”. Han havde derfor foretaget et lille eksperiment. Under en middag i Dansk Kammermusik Forbund havde han spillet ”Kolon” to gange for de tilstedeværende og bedt dem gætte på komponisten. Ingen gættede rigtigt, men blandt de 18, der blev foreslået som ophavsmand var Per Nørgaard, Niels Viggo Bentzon, Poul Ruders, Rud Langgaard og Otto Mortensen, men også store udenlandske koryfæer som Schönberg, Sjostakovitj, Ligeti og Webern og det styrkede naturligvis min selvtillid.

”Emil” bragte et større opslag, dels med noden til ”Kolon”, dels Adamsens brev og endelig en kort forklaring fra mig på, hvordan de 12 sekunder var blevet til, hvilke tanker, der lå bag m.v. Det medførte en del ”gratulationer”, herunder fra nogle af de nævnte komponistkolleger. De kendte mig til gengæld da jeg i flere år havde arbejdet med den såkaldte ”ny musik” som programmedarbejder i Danmarks Radio. 

I øvrigt blev min node samme år, som tidligere berettet her i Erindringerne, en del af en ny vindfløj på det såkaldte Haandværkerhuset i Aalborg. Der hænger den stadig – stukket i kobber, som har en levetid på 400 år…