Frankofili

Jeg led af den i min ungdom, men blev helbredt fra den, sygdommen. For det er frankofili. En slags psykisk kortslutning, der gør den ramte ude af stand til at se klart, og hvis opfattelse af kærlighed er afsporet grænsende til det perverse. Den danske ordbog forklarer da også ordet som ”(overdreven) stor interesse eller forkærlighed for Frankrig og fransk sprog og kultur”. Ordet forkærlighed er i den sammenhæng underdrevet, for de mennesker, jeg kender og som uden blusel kalder sig frankofile, taler om decideret kærlighed til det franske og det ligger jo også i det græske ”philos”.

Man kan alene elske mennesker, ikke ting, dyr, bøger eller musik. Ikke et land og dets kultur. Det er én sag. En anden er at Frankrig og det franske er en amorf masse som andre nationer og at ”Frankrig” som betegnelse for en helhed som følge heraf er en abstraktion. Den frankofile elsker altså noget, der ikke eksisterer og det er jo meningsløst. Værre bliver det når man blander en anden amorf masse, Paris, ind i sagen. Som et gammelt mundheld siger: ”Frankrig er ikke Paris og Paris er ikke Frankrig”. Det er lige så rigtigt eller forkert som at påstå, at Varde er Danmark. Sådan er det ikke – Varde er en by i den geografiske afgrænsning Danmark. Det samme er Paris af Frankrig, selvom den region, som den franske hovedstad udgør, hedder Île-de-France, hvilket sprogligt udnævner Paris til at være en ø. Det er den for så vidt også men jo ikke i geografisk forstand.

Paris er – som Frankrig – en myte, en løgn, der bærer en sandhed. Mange mytologier har afsløret denne løgn ved at påpege, at det, mange forstår som Paris, kun findes inde i deres hoveder, bl.a. de frankofile, som burde kalde sig parifile i stedet, for de fleste kender kun Paris. Sådan har jeg det faktisk også. Jeg har kun sporadisk besøgt eller opholdt mig på landet eller i større byer som Lyon, Strasbourg, Toulouse, Nice og Nantes. Alle steder er det tydeligt, hvor forskellig Frankrig er – ligesom Italien og Spanien, men forskellene handler mest om by og land, periferi og centrum, afstanden til hovedstaden etc.

Den frankofile lever dels af et følelsesmæssigt forhold til det franske, som altså er en løgn, dels af hvad man næsten kan kalde det modsatte: konkret viden om det franske, mest det parisiske, som han/hun bruger til at flashe sin dannelse. En bekendt, som ikke har besøgt Paris så mange gange, mener at kunne imponere mig med at vide, præcist hvilken gade der adskiller 3. og 4. arrondissement. Selvom arrondissementerne er vigtige signaler for pariserne, socialt og kulturelt m.v. og de fleste ved, hvor de selv bor, er der ikke mange i mit arrondissement, som er 4., der nøjagtigt ved, hvor 18. og 19. skilles. Sådan er der så meget misforstået når følelser og fornuft går i clinch. Frankofili og fordomme synes at være synonymer.

Jeg blev altså helbredt fra dette vanvid og kuren var ganske enkelt at lære Paris og en del af dens beboere at kende, herunder et par kvinder, der ligefrem blev mine livsledsagere, hvoraf den ene med en vis stolthed kalder sig parisienne og helst ikke vil kaldes fransk, hvorimod den anden som har rødder i provinsen Ardeche netop kalder sig fransk. Men altså: mange og lange ophold, bopæl, arbejde etc. fik mig til at indse, at man ikke kan elske Frankrig, endsige Paris. Eller Danmark.

Alligevel har jeg et tæt forhold til Paris, hvor jeg har tilbragt vel en tredjedel af mit liv. Byen deler hos mig en førsteplads sammen med Berlin. Den tidligere kulturminister mm. Jack Lang citeres for udsagnet ”Paris er altid Paris, Berlin er aldrig Berlin”. Sådan oplever jeg det også og jeg har udformet mit eget bon mot, der lyder ”Jeg vil leve i Berlin og dø i Paris”. Vi får se, hvad der sker, men ønsket bunder i hvert fald ikke i, at jeg er frankofil. Au contraire!