Intuition
”Kan du ikke høre, at din opadgående melodilinje skal ende på As og ikke på A?” spurgte min kompositionslærer Erik Norby og spillede både min komposition og hans forslag flere gange. Jeg bøjede mig, ikke fordi han var min lærer, men fordi jeg kunne høre at han havde ret.
”Du ved da godt, at en trompet ikke kan spille så dyb en tone” sagde Erik også. Der var vi ovre i faget instrumentation, som handlede om at kende instrumenternes teknik og muligheder”. Det var indlysende at han havde ret – han var i øvrigt en fremragende instrumentator.
I det sidste tilfælde handlede det om indiskutabelt håndværk, i det første intuition, som i voresfag er beslægtet med begreber som musikalitet og improvisation. Intuition kaldes også første indskydelse, mavefornemmelse og andet, som i bund og grund handler om noget udefinerligt, måske sanseligt, uforudsigeligt, som alligevel føles ”rigtigt” i den givne situation, men som også senere kan vise sig ikke at være det.
Alt dette har for mig været en helt nødvendig drivkraft i stort set alt hvad jeg har foretaget mig både som fagmand og som menneske, herunder i mit kærlighedsliv. Naturligvis har jeg en base af faglig, videnskabelig viden og kunnen, som ikke kan undværes, men første prioritet i mine valg er som regel de intuitive. Det er dem, der fremmer kreativitet, inspiration og noget egentligt i kunst: det personlige udtryk.
En anden lærer sagde til mig: ”Du skal skrive mindst én node hver dag – du kan altid viske den ud i morgen”. Altså: intuition må gerne følges op af eftertanke, en vis rationalitet. Det har jeg også erfaret. Jeg har selv givet min oplevelse af dette videre til elever til hvem jeg har sagt: ”Hvis du føler at du skal gå til højre, så gå til venstre”. Det taler jo imod intuition, men er udtryk for min erfaring om at intuitionen også kan snyde eller dominere og så kan det være gavnligt at være ”kontra intuitiv” et øjeblik.
Det hænger for mig sammen med, at intuition også kan være cirkulær og indgå i et tankesæt, der handler om inspiration, improvisation og association. Det end ord viser frem til det næste. Det kan også udtrykkes med ordet bagkatalog og udtrykket ”på rygraden”. De to handler jo om, at man bruger erfaringen, erkendt eller ej, god som dårlig, som brændstof for det intuitive.
Denne teoretiseren om det intuitive er ikke særligt intuitiv, så jeg arkiverer den straks i mit bagkatalog og glemmer den i erindringen. Den skulle nødig spænde ben for min næste første indskydelse.