Afsky for autoriteter

Jeg afskyr autoriteter – i hvert fald de uautoriserede. Det er måske en inspiration fra min far, som gjorde godt og grundigt grin især med akademikere som præster, læger og jurister – som den stand up’er han var oftest i deres påhør. Til forskel fra mig var hans afsky baseret på mindreværd og underlegenhed. Han var ikke vildt begavet, gik vist ud af skolen i syvende, var stammer og ordblind og andet unævneligt.

Som familiens mønsterbryder fik jeg en håndfuld akademiske og kunstneriske uddannelser, førte mig tidligt frem i det offentlige og skabte en slags karriere, der ikke blot har skaffet mig en vis reputation, men også brød på bordet og dyre franske vine til at nedsvælge kaviar og østers. Dertil en rad kloge, smukke og talentfulde hustruer og børn.

Med hvad der kan kaldes min dannelse, fulgte respekten for faglige autoriteter hvis de da ikke går i selvsving, altså glemmer deres kald og stand og udelukkende banker andre i hovedet med deres kunnen og viden. Den slags er der desværre mange af. Men generelt har jeg respekt for det, lægen eller juristen råder mig til lige som jeg forventer respekt for det, jeg kan.

Så er der de selvudråbte autoriteter, f.eks. kulturmanden Christian Pave, som jeg, trods et flerårigt samarbejde og noget, der kunne forveksles med venskab med, ofte har været efter, næsten på samme måde som min satiriske og satyriske far. Blandt de selvudnævnte findes også opportunistiske politikere, der med måske 400 stemmer i ryggen føler sig kaldede til at redde verden uden at forstå den.

I modsætning til disse amatør-autoriteter findes der heldigvis mængder af mennesker, der besidder en slags naturlig autoritet udtrykt gennem deres blotte være- og tænkemåde. Som er drevet af vid, indsigt og empati af en ganske særlig kaliber. Dem sætter jeg stor pris på og der er heldigvis mange af dem.

Jeg har aldrig været bange for autoriteter uanset deres rang og titel, heller ikke selvom de kunne true mig på mit levebrød eller andet. Der er utallige eksempler på at jeg er gået op imod dem, uanset om de var mine chefer, i familie med mig eller jeg havde andet afhængighedsforhold til dem.  I 1981 bortcensurerede biskop Henrik Christiansen i Folkekirken en kantate, jeg havde komponeret. Som en anden lemming fulgte chef i DR Jakob Zeuthen efter ved at forbyde kantaten i statsmediet. Christiansen stod bag flere støttetilkendegivelser og tilskud til nogle af mine aktiviteter og Zeuthen var min chef i DR. Alligevel skammede jeg dem ud i offentligheden så censursagen nåede helt ind i Folketinget.

Året før havde jeg i øvrigt skamferet en artikel i Aalborg Stiftstidende, hvor kulturredaktør Henrik Oldenburg førte sig frem som en af de uautoriserede autoriteter. Det skete i en større, kontroversiel kommentar i avisen, hvor jeg kaldte redaktøren for kulturpave. Der var lige det, at han samtidigt var min chef idet jeg var fast anmelder på bladet og efter mit udfald hilste vi knapt nok på hinanden. Nå ja, og så var der nævnte Christian Have. For ikke så mange år siden gik jeg op imod dette selvudnævnte orakel med en heftig kritik af hans dominerende rolle i kulturlivet. Da advarede mange mig imod kritik mod ”en af de mest magtfulde mænd i dansk kulturliv”. – Hallo, and so what?

Jeg håber ikke, at jeg selv har udvist uautoriserede autoritære tilbøjeligheder. Jeg altid hyldet samarbejdet både som ideel men også nødvendig drivkraft for det gode resultat. Jeg har ofte være idémageren, men har aldrig kunnet lykkes med noget uden en mængde gode partnere, som ikke udgjorde en slavehær, men indgik i et ligeværdigt, samlet hele som fik projekterne til at lykkes.