We shall overcome

I min studietid var jeg i knapt 10 år organist i den lille Ørum kirke i Vendsyssel, 27 km fra Aalborg. Til jobbet hørte vikariat i pastoratets anden, noget større, Hellevad kirke. Jeg havde naturligvis et tæt samarbejde med præsten, dengang en herlig gut ved navn Christian V. Nielsen, som ikke blot havde foranlediget at jeg fik stillingen men også i 6-7 år før hans pensionering var en rigtig god og forstående støtte for den ret unge organist.

Christian Nielsen blev efterfulgt af en nyuddannet præst, Jørgen Børglum Larsen – det var vist hans allerførste embede. Samarbejdet med Jørgen blev ikke mindre forbilledligt og jeg boltrede mig som tilforn ved det lille orgel søn- og hverdage. ”Boltre” betyder i denne sammenhæng at jeg improviserede alt ud over salmemelodierne og de liturgiske korsvar. Jeg havde ganske vist koralbogen foran mig, men præ- og postludier, forspil, salmeakkompagnement m.v. var altså fri improvisation påvirket af mit øjeblikkelige humør, ofte kommenterende aktuelle forhold og ikke mindst med inspiration fra andre genrer, end den kirkemusikalske tradition.

Når jeg nævner dette, er det fordi jeg for nogen tid siden fik en mail fra Jørgen Børglum Larsen, der siden er blevet emeritus, men også for længst en anerkendt forfatter, naturligvis ikke pensioneret. Jeg har fået lov at bringe et citat fra Jørgens mail og det lyder: ”Husker dig stadig for den søndag, hvor du præluderede over “We shall overcome”. Grunden var vist, at jeg søndagen før var blevet overfuset af en kirkegænger. Jeg havde tolket Lukas-fortællingen om Lazarus og den rige mand “forkert”, fordi jeg prædikede, at Lazarus blev frelst – ikke fordi han var from, men fordi han var fattig. Tak endnu en gang for den søndag morgen i Ørum. “We shall overcome”-scenen er i øvrigt puttet ind i en af mine bøger med andre navne og en anden kirke”

Med historien, som jeg, selvom den er 40 år gammel, husker ganske godt, fortæller Jørgen noget centralt om det, jeg nævnte i indledningen. Jeg var ikke den organisttype, der tager en smøg på kirkegården under prædikenen eller, i de store bykirker, hvor jeg også spillede lejlighedsvis, holdt kaffeslabberas med sangerne i korværelset. Mit orgelspil var lige så inspireret af præstens prædiken som af andet, der rørte sig i mig og min hverdag – også når jeg kunne kommentere et verbalt overfald på min kollega.

Det kunne blive lidt løssluppent engang imellem, f.eks. da jeg under en julekoncert 13/12-77 i Hellevad kirke, uropførte et værk hvori jeg, som en anmelder skrev ”leverede den største massakre på gamle julemelodier, som han nogensinde havde hørt”. Værket blev spillet i Danmarks Radio fordi det havde vakt opsigt og delvis udvandring af publikum.

Løssluppent på den mere fornøjelige måde blev det, når pastor Jørgen havde den 3-4 årige søn Christen med i kirke. En søndag talte Jørgen fra prædikestolen noget om, hvordan vi burde være som mennesker og stillede det retoriske spørgsmål ”Men er vi det?”. ”Nej” råbte lille Christen frimodigt nede fra bænken. En anden dag bragte han sin fra ind i et dilemma, da denne skulle lyse den aronitiske velsignelse fra alteret. Her løfter præsten højtideligt hænder i vejret, men Christen havde fået en pludselig trang til at tage sin far i hånden netop på det sted i liturgien. Han løb resolut op og forsøgte at fange præstens lange arm. Også her var der lidt smålatter nede i kirken, men velsignelsen lykkedes og der var ingen der udvandrede før – som den tidligere præst havde indført – jeg havde færdiggjort mit postludium. Det kunne godt tage tid!

Alt sammen var det med til at bløde op i en ret stram liturgi, der ofte føltes mere som rutine, end ritual. Jeg ser tilbage på mine år i Ørum kirke med stor glæde.