Erindring og huskning

At skrive og udgive erindringer er en uafbrudt og intens proces, der ikke blot handler om at huske dette og hint men om at fundere og filosofere over, hvad erindring egentlig er. Det blev jeg påmindet om, da min redaktør nyligt havde kigget nogle af mine skitser igennem og var faldet over nogle røde markeringer, jeg ofte bruger og som lyder ”skrevet før?”. Det handler dels om, at med snart 500 publicerede kapitler og endnu over 500 på vej kan jeg ofte komme i tvivl om, hvorvidt det der er under udgivelse, er skrevet før. Ikke den konkrete tekst, men selve erindringen om den hændelse, jeg skriver om. På trods af bunker af optegnelser og noter er det ikke så let en sag at finde ud af, om jeg genskriver en erindring.

”And so what?” sagde redaktøren og bragte mig ind i en tanke, der var ny for mig. ”Man erindrer jo den samme hændelse på forskellig måde som tiden går. Faktisk er det en berigelse for dit værk, at du ofte vender tilbage til en hændelse, men beskriver den anderledes” sagde han. Det fik mig til igen at reflektere over hele dette erindringsparadigme, som de seneste 6-7 år har fyldt en stor del af mit liv. Især netop det, at det at huske noget ikke er det samme som at erindre det, hvilket jeg fra begyndelsen har været opmærksom på.At huske handler om noget faktuelt medens erindringen handler om, hvordan dette faktuelle har lejret sig i sindet, mindet, om det.Der er en del, jeg ikke kan huske, men jeg erindrer meget, simpelthen fordi hændelsen er flyttet fra huske-mappen i hjernen til erindringsarkivet. Derfra og til at se erindringen på tryk er der også langt. Ofte tager sproget over og fejer erindringen og fantasien ad banen. Ordet skaber hvad det nævner som Grundtvig – og evangelisten Johannes – skrev.

På trods af redaktørens bemærkning om gentagelser og nye versioner er det en uophørlig sorteringsproces, dette erindringsarbejde. Hvad skal tages med, hvorfor og hvordan? Hvor går grænserne for hvad jeg moralsk kan tillade mig? Kan jeg forsvare ”nytteværdien” af at mine erindringer offentliggøres? Skal jeg anonymisere personer og steder, måske ligefrem sløjfe kapitler af hensyn til dem og hvad er objektivt og subjektivt? Min trang til orden og fuldkommenhed trænger sig på, når jeg forsøger at finde svar på disse spørgsmål.

Efter en del foredrag om og oplæsninger af Erindringerne overvejer jeg, om jeg skal tage imod en opfordring til at lede et egentligt værksted om erindringsskrivelse for ”modne” mennesker. Redaktøren siger: ”Naturligvis skal du det og så kan du samtidigt skrive en bog om det”. Mit svar er: ”Det er jo det, jeg gør hele tiden”.Jeg har skrevet om denne problematik før; mange gange – det ved jeg. Dette kapitel bliver næppe heller det sidste. Som jeg har skrevet andetsteds, så er processen vigtigere end resultatet. Måske.