Tro og tvivl igen

Kunstneren Bjørn Nørgaard, som jeg hele livet har næret stor beundring for, præsenterede for nogen tid siden sin udsmykning til et nyt hospitalskapel i Aalborg. Igen igen viste han sit næsten guddommelige kunstneriske talent men det var ikke det eneste, der imponerede mig den dag. Det andet var noget han sagde i sin tale: ”Jeg er håbefuld tvivler”. En del af Nørgaards talent beror på, at han aldrig har haft problemer med at skabe ind i troen selvom han (måske) ikke er troende eller skabe ind i det historisk kongelige selvom han (måske) ikke er royalist. Det er noget af det, der gør ham genial og placerer ham højt i rækken af de mest betydelige billedkunstnere i vores tid.

Den dag i Aalborg var ikke første gang, Nørgaard udtalte de på samme tid gådefulde og åbenlyse ord. Det har han gjort i mange sammenhænge gennem mange år. Men det var første gang, jeg hørte det fra hans egen mund. Når udtalelsen satte sig grundigt i min erindring og oplevelse, er det fordi min kristne tro og dens følgesvend tvivlen er noget af det mest afgørende i mit liv.Med overskriften på dette kapitel antyder jeg, at det ikke er første gang, jeg skriver om emnet her i Erindringerne; det bliver heller ikke sidste.

Jeg mener, at tro er et menneskeligt grundvilkår. Betydningen af tro tiltager med at trangen til at vide vokser for den enkelte og samfundet. Det viser historien. Selvom mennesket ikke ved alt om alt har det i århundreder været en bestræbelse at komme til at vide alt om alt. Men jo mere, vi ved, des mere er der, vi ikke ved. Selv den naturvidenskabelige ”Teorien om alting”, senest påklistret geniet Stephen Hawking, baserer sig på sandsynlighed og ikke viden. Også troen er dualistisk, i hvert fald min tro. Den fodres og udfordres af tvivlen; uden tvivl var tro ikke til. Denne ”kamp” mellem tro og tvivl udspiller sig altid og overalt i mit sind. Men troens sprog er fattigt, måske fordi tro er så altomfattende at ord hurtigt bliver utilstrækkelige.

Derfor er Nørgaards udtalelse mere end et bon mot. Det er et udsagn, der borer sig ind i mit sind og min sjæl præcist midt i kampen mellem tro og tvivl. Derinde hvor andre forsøg på sprogliggørelse af troen også har lejret sig og uophørligt trænger sig på: ”Tvivleren kan blive glædeligt overrasket engang – den troende slemt skuffet”. ”Tvivlen kan komme den troende til gode, men troen kan også komme tvivleren til gode”. ”Det vigtigste er ikke, om tvivleren tror på Gud – det vigtigste er, at Gud tror på tvivleren”. Er det ikke guddommeligt?