Pause palanca palaver

Jeg har ikke lavet mange jobansøgninger i mit liv – vel under en håndfuld, hvoraf 2-3 af dem blev imødekommet. Mit rige og travle arbejdsliv er enten etableret ved at jeg har taget initiativ til store og små kulturprojekter og ansat mig selv i dem eller, som med mine 3 årtier i Danmarks Radio, stille og roligt har kvalificeret mig til forskellige stillinger. Jeg vil ikke kalde det en ”karriere” for det begreb underforstår en stadig opadstræbende kamp mod tinderne og det har aldrig været mit mål, måske fordi jeg lider af latent højdeskræk. Nyligt udkom bogen ”Signaturer fra en provins” om den klassiske musikkritik i Danmark uden for København. Heri omtales sporadisk en mindre flatterende hændelse i mit arbejdsliv, som jeg ikke er flov over og derfor gerne beretter mere detaljeret om.

Vi skriver sommeren 1983 og Weekendavisen søgte en ny musikmedarbejder. Jeg udarbejdede en ansøgning, som jeg ikke har gemt, men heller ikke glemt. ”Når Weekendavisen søger en ny musikmedarbejder nødsages jeg til at søge stillingen. Jeg henviser til vedhæftede CV og eksempler på mine skrivefærdigheder og stiller mig naturligvis til rådighed for en evt. samtale”. Cirka sådan lød min ansøgning som altså var bilag mit arbejds-CV og en snes artikler fra Kristeligt Dagblad Aalborg Stiftstidende m.fl. så man i Pilestræde kunne gøre sig klog på hvad jeg var for én og hvilken slags skriverkarl, man evt. fik ombord i det fornemme Berlingske hus.

Kort efter blev jeg indbudt til samtale hos daværende chefredaktør Frank Esmann og kulturredaktør Flemming Behrendt, som jeg havde stor respekt for. Efter en halv times tid var vi enige om en aftale. Mit arbejde skulle bestå i at jeg førte den omfattende ugentlige koncertkalender og hver uge desuden 1-2 større reportager/kommentarer/anmeldelser. Det var et deltidsjob, som dog gav et pænt fast honorar, hvilket ikke var det vigtigste for mig. I forvejen var jeg på fuld tid i DR, hvilket ikke generede Esmann og Behrendt, men jeg måtte dog opgive musik-skriverier for andre aviser. Heller ikke min virksomhed som komponist, foredragsholder, kulturdebattør og kulturel iværksætter var til hinder for min ansættelse. Jeg havde spurgt min chef i DR, Jakob Zeuthen, om hans holdning til dobbeltarbejdet og han var nærmest stolt over at have en medarbejder, som også arbejdede for det københavnske prestige-organ.

3/8 1983 debuterede jeg så i Weekendavisen med kalenderen og en større artikel, betitlet ”Musik i skjorteærmer” med et kritisk blik på sommerens musikfestivaler rundt om i landet, og avisen bragte en lille ramme med et foto og en kort beskrivelse af den ny medarbejder. Jeg havde stor frihed til at vælge emner, koncerter til anmeldelse m.m. og mit samarbejde med Behrendt bestod mest i løbende at orientere ham. Jeg fik tildelt en skriveplads på et ret stort kontor på kvisten ud mod Gammel Mønt. Her holdt også den navnkundige teateranmelder Henrik Neiiendam til, men ham så jeg aldrig, for når han ikke var i teatret, arbejdede han hjemmefra. Det samme gjorde jeg i øvrigt, så kontoret blev mest brugt som lager for de bøger, der ikke blev anmeldt i avisen.

Det gik godt i 2-3 måneder. Jeg passede kalenderen og øvrigt stof, deltog i det ugentlige store redaktionsmøde fredag, gik til koncerter, mest i København, men også andre steder, skrev om musikpolitik, nyudgivne plader etc. Men det hele fik en brat ende, da jeg havde været i det næsten nye musikhus i Aarhus for at anmelde en Wagner-opera. Som jeg plejede og havde dokumenteret i de mange eksempler, jeg bilagde min ansøgning, så interesserede jeg mig mere for hele institutionen omkring begivenheden og end for subtile vurderinger af solister, dirigent osv. Jeg har desværre ikke artiklen, men husker, at jeg skrev noget om det bedsteborgerlige publikum, dets påtagede Wagner-interesse og dets agéren i pausen. Jeg tillod mig i teksten at spørge ”Hvad skal Wagner med pause palanca palaver?” og det røg op i overskriften.

Nogle dage efter blev jeg ringet op af Esmann, der som det fine menneske han var, indledte samtalen med at spørge til mit velbefindende. ”Åh var svaret, jeg ligger med noget influenza, men du skal nok få den ugentlige leverance”. Esmann kvitterede for løftet (som jeg naturligvis overholdt) og ønskede mig god bedring. Jeg undrede mig lidt over opkaldet, men det gik første op for mig hvad chefredaktørens ærinde havde været, men som han ikke nåede frem til i telefonen, da jeg et par dage senere modtog et gammeldags telegram med den korte ordlyd at min ansættelse var bragt til ophør.

Da jeg så den kommende avis gik det op for mig hvorfor jeg var blevet fyret. Min artikel om det bedsteborgerlige publikum havde gjort en del læsere rasende og de brokkede sig især over at jeg ikke havde skrevet ret meget om selve operaen, de medvirkendes præstationer og den slags. I hast havde man sendt Knud Ketting fra Berlingske Tidende til Aarhus for at skrive en ”rigtig” anmeldelse og gøre læserne glade igen. Jeg talte hverken med Esmann eller Behrendt, ikke fordi jeg var fornærmet, men af en eller anden grund lå det ikke lige for. Man modsiger jo ikke formanden. Jeg udarbejdede stadig koncertkalenderen nogle uger og forproducerede artikler fra min hånd blev også bragt. Som en smuk gestus fik jeg løn i et halvt år. Men en egentlig fyringsgrund blev jeg aldrig præsenteret for. Fred med det!

Jeg er dog ret sikker på, at min stil ikke huede hverken redaktørerne eller læserne. Det gik også op for mig da man fik en i øvrigt glimrende efterfølger i Bjørn Bredal og senere nyligt afdøde Peter Johannes Erichsen, der aldeles fremragende kunne sammenligne forskellige sopraners fortolkning af Brynhilde gennem tiden. Dét var noget for Weekendavisens feinschmeckere, ikke en opløben provins-knægt, der skrev om alt muligt andet. Jeg tror nok, telegram-fyringen gjorde ondt nogle dage, men ikke mere. Der er lidt korkprop over mig og jeg har overlevet det, der var værre. Jeg er stadig trofast læser af den fantastiske avis, min respekt for d’herrer redaktører har jeg også i behold og egentlig forstår jeg godt de sure læsere. Jeg var fejlplaceret i det job, men forfængelig som jeg er, står den fine ansættelse stadig i mit CV. Man har vel sin stolthed…