Sproglidt 4 – min digtning
Når denne lille serie om sprog fik overskriften ”Sproglidt” er der ikke tale om en skrivefejl. Intensionen var, som oplægget til mig lød at skrive om de sprogproblemer, man møder i hverdagen og som kan tyde på, at sproget lider mere i disse tider, end måske før. Det var da også hvad de første kapitler handlede om. Men da dette jo er mine erindringer, som derfor handler om mig og da jeg ofte udfolder den idræt at kritisere professionelle sprogbrugere enten via de sociale medier eller ved personlig henvendelse vil jeg lade de to sidste kapitler handle om dels min digtning, dels mine erindringer, to elementer, der fylder en stor del af mit aktuelle arbejdsliv.
Jeg er digter. ”Man bliver ikke digter af at skrive digte” skrev en anmelder engang om en af mine digtsamlinger. Det er jeg uenig i. Ikke fordi titler betyder voldsomt meget for mig, men jeg mener nu engang, at digte skrives af digtere. ”En forfatter er en for hvem det er sværere at skrive end det er for andre mennesker” sagde Thomas Mann og det kan jeg skrive under på. ”Brug hellere tiden på at læse gode digte i stedet for at spilde den på at skrive dårlige” sagde Poul Borum. Jeg bringer disse store ånder i spil for at konstatere endnu engang, at jeg ikke er nogen stor digter. Mit digteri udspringer af interessen for sproget som beskrevet i forrige del og når jeg bruger min frihed til at offentliggøre digtene, er det fordi mit udtryksbehov (og min forfængelighed) er lige så stort som min sproginteresse.
Man skal ikke diskutere med anmeldere, man bør ikke tolke egne værker, og som større digtere – og dem er der utallige af – ved, så tænker digteren ikke så meget på teknikaliteter når Pegasus indfinder sig med inspiration – man skriver bare. Også jeg. Min digt-oktalogi med den ironiske titel ”Samlet Evanthore”, hvoraf bind 6 udkom sidste år, er baseret på en oplevelse i 2015, hvor 300 digte så at sige overvældede mig i en kort periode. Herefter har jeg brugt enorme mængder tid på at redigere, skære til, sortere fra etc. – den proces, der måske interesserer mig mere, end målet: de otte digtsamlinger.
Jeg kan naturligvis se tydelige spor af mig selv i digtene – ellers ville de jo ikke være mine. Ikke blot mit sproglige jeg, men også den person jeg er på godt og ondt. F.eks. en næsten sygelig trang til orden, som bl.a. giver sig udtryk i de mange ”listedigte”, som ikke er tekster, der sniger sig afsted, men digte, der udgøres af oplistning af fænomener, forhold, sager, steder, oplevelser, mennesker m.v., der selv for digteren kan føles trættende at læse. Jeg er også glad for den orden, alfabetisering gør.
Et andet sprogligt fænomen, jeg dyrker, er allitterationer. Det er vist en udbredt opfattelse, at bogstavrim er en uskik i digte, men de passer altså fint ind i mit udtryk. Det sammen med anagrammer, herunder de dobbelte, og antigrammer. Den slags skaber koncentration om indholdet, snarere end om teksten, synes jeg. Også selvopfundne ord – composita – fylder i mine digte, bl.a. ord, som umiddelbart opleves usammensættelige og gerne en kæde af ord, der skabes ved at sætte sammensatte ord sammen. Det har påført mig etiketten ”konstruktivist” og den er jeg ikke ked af hvis den eksemplificeres med meget store digtere (og forbilleder) som Inger Christensen og Henrik Nordbrandt.
Alle disse sproglige teknologier er naturligvis intet værd, hvis de ikke tjener indholdet Jeg vil gerne udtrykke mig så klart som muligt. Derfor er mine digte på samme tid præget af næsten banal enkelhed og mere eller mindre subtil indviklethed. Jeg er en stor fan af transparens, retning og struktur, men ikke på bekostning af budskabet (undskyld det højstemte udtryk). Modsætninger er uundgåelige. Ellers ville mine digte ikke være skrevet af mig.