Sproglidt 5 – Erindringer kapitel 447  

”Modsætninger er uundgåelige. Ellers ville mine digte ikke være skrevet af mig” afsluttede jeg forrige kapitel i denne lille serie om sprog med. Noget lignende kunne jeg slutte dette kapitel om mine erindringer med, men det gør jeg ikke.

Det nævnes for at påpege, at de digte, jeg siden 2015 og de erindringer, jeg siden 2019 har belemret min omverden med, er så sammenfiltret, at jeg indimellem har vanskeligt ved selv at finde grænserne mellem dem og langt inde i processen med at skrive dem ved jeg ofte ikke, hvad der bliver til hvad. Denne usikkerhed er ikke nogen hæmsko, tværtimod giver den en udfordrende frihed i hvert fald de kommende to år, hvor digtprojektet afsluttes og gerne de næste fem år, hvor erindringerne afsluttes. Om Gud vil.

Sammensmeltningen og lighederne går på både det indholdsmæssige, det sproglige og arbejdsprocessen. Som beskrevet i forrige kapitel overvældedes jeg af en mængde digte i 2015 og de er siden blevet udgivet i 6 samlinger – to mere er undervejs. At skrive (og udgive) erindringer er naturligvis et valg, men også her bygger det på en mængde materiale, der er skrevet før – flyttekasser med tusindvis af noter, breve, udklip, halv- og helfærdige tekster etc. Med inspiration fra den glimrende kunstner Bruno Kjær, kalder jeg alt dette materiale mit bibliotek.

Bruno har i en mængde installationer og andet arbejdet med biblioteker, bl.a. den formidable serie ”Skyggebibliotek”. Hans arbejder anskueliggør, at biblioteker, som jo oftest udgøres af bøger, både er fysiske gestalter, men naturligvis og måske først og fremmest samlinger af erfaring, erindring, historie, visdom, skønhed og andre livsnødvendigheder. I en tid, hvor bibliotek ofte er synonym med ”forsamlingshus” (og fred med det!) og bøger den mindste del af biblioteket, er det vigtigt at huske bogen som det, der er og ikke var.

Jeg har altså de seneste ti år været på opdagelse i mit bibliotek med det særlige formål at rydde op og ud, gemme det væsentlige og glemme det uvæsentlige; kort sagt: sætte i reoler og på hylder i min indre harddisk og min fysiske på computeren og i ”skyen”, altså digitalisere materialet. Det er min rejse – én af de vigtigste af mange i mit liv – og jeg ved naturligvis ikke, hvor og hvornår den ender, men indtil videre har den altså forårsaget nogle udgivelser og, ikke mindst: at jeg har skaffet mig klarhed over meget i mit liv, som tidligere forekom ret sløret og uforståeligt.

Men ikke blot processen i digtning og erindring er sammensmeltet, det er det sproglige og stoflige også. Det er gået op for mig, at erindringen først er virkelig og på plads når den er nedskrevet, huskningen er ikke nok. Sådan er det også med digtningen; det er sprogliggørelsen, der gør digtet, ikke bare min hensigt eller ide. Derfor er et virkemiddel som gentagelsen (som jeg har med mig siden min skvulpen rundt i moders liv) og som også er vigtig i musik, mit egentlige fag, et fællestræk i de to ”værker”. Det samme gælder begrebet intonation, også et musikudtryk, men her, med udgangspunkt i den russiske musikolog Boris Asafiev definition, forstået som en slags folkelig fællesmængde af sprog og udtryk, der gør det muligt at kommunikere så at sige med velkendte signaler. Desværre læses dette fænomen ofte som banalitet, hvilket det ikke er lige så lidt som udsagnet ”Jeg elsker dig” aldrig bliver en kliché.

Formålet og processen med digtningen og erindringerne er ækvivalente, men det er udfaldet også: offentliggørelsen. Alle mennesker erindrer, mange nedskriver deres erindringer og nogle udgiver dem, herunder jeg. Jeg er endnu ikke helt klar over hvorfor og har indtil videre kun selvoptagethed og forfængelighed som den overfladiske forklaring, men undersøgelsen af den helt overordnede mission (jeg undskylder igen manglen på et mere ydmygt udtryk) ligger mig stærkt på sinde og hvis jeg oplever en åbenbaring på det område, vil jeg (måske) meddele den.

Med dette kapitel nr. 447 afsluttes Sæson 6 af Erindringerne. Næste kapitel åbner sæson 7 den 3. oktober -25.