Min tro

Det kan ikke komme bag på flittige læsere af Erindringerne, at jeg er et troende menneske. Det skriver jeg om jævnligt, og dette første kapitel i mine erindringers syvende år skal også handle om min – kristne – tro, bl.a. fordi samfundsdebatten igen-igen har aktualiseret emnet. Store dele af verden opruster militært og det er, for småstaten Danmark en usædvanligt omfattende dagsorden, politisk og økonomisk. I kølvandet på denne oprustning er førende meningsdannere og politikere begyndt at pege på behovet for “åndelig oprustning”. Den slags er der nok altid brug for.

Man kobler denne åndelige oprustning med kristendommen som en vigtig “dansk værdi”, hvilket jo ikke kan betvivles i hvert fald hvis man ser det i et historisk perspektiv. Kong Harald Blåtand indførte kristendommen som “statsreligion” kort før år 1000 efter at den fransk-tyske missionær Ansgar et par hundrede år påbegyndte et korstog i Danmark for og med det kristne budskab. Resten er historie. Kristendommen breder sig langsomt i Danmark og resten af Norden, og næste store milepæl er år 1536 hvor Danmark overgår fra katolicisme til protestantisme.

Det er dette, der får politikere og andre til at kalde Danmark “kristent” og hævde de “kristne værdier”, som nationen er dannet og stadig hviler på. Altså mere eller mindre formelle/politiske forhold snarere end en håndhævelse og udleven af de egentligt kristne værdier, herunder det fredsskabende. I min forståelse af kristendommen er krig og våben ikke en mulighed og jeg har hele livet været imod militær og den slags.

Nu synes det som om politikerne vil legitimere den militære oprustning ved en form for vækkelse, hvor man taler for en genoplivelse eller hvad man kalder det af kristendommen som en dansk grundpille. Det kan lyde konspiratorisk, men jeg tror, der ligger kold og kynisk politik bag, når man siger, at danske soldaters opgave er at forsvare ikke blot nationen, men også kristendommen. Man vil sende folk i krig for med våben i hånd at forsvare fredens religion. Jeg brækker mig i lårtykke stråler.

Dette handler for mig om en anden diskussion, som med mellemrum opstår især hos politikere, der naturligvis har et netop politisk ærinde og ikke et religiøst, endsige kristent, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt religion er en privat sag. Man anvender oftest udtrykket når man vil have det religiøse ud af det offentlige rum og henvise det til kirker og aftenbønnen i hjemmet.

Efter min mening blander man begreber sammen og forstår ikke distinktionen mellem “privat” og “personlig”. Den kristne (og vel andre) tro er en personlig sag, men ikke en privat. Troen er en sag mellem det enkelte menneske og Gud og i den “beordres” den kristne til at missionere for sin tro. Dette ifølge Jesus, der citeres i Mattæusevangeliet i det der kaldes missionsbefalingen. Vist er alt dette også skrevet ind i en historisk kontekst, men må dog siges at være en grundpille i kristendommen.

En fortsættelse heraf er opfordringen “Vis mig din tro i din gerning” fra det andet såkaldte Jakobs Brev i Det nye Testamente. Det betyder for mig, at den kristne skal forkynde sin tro gennem sin agéren ude i samfundet. Det gør jeg efter bedste evne, hvilket ulykkeligvis slet ikke er godt nok. Men bestræbelsen er ikke at bære våben og ikke yppe kiv. Jeg ville aldrig kunne gå i krig mod andre mennesker, uanset hvem, hverken i nationens eller kristendommens navn.