Lakrids

Da dette skrives er der meget høje temperaturer i Danmark og det har en del med min begejstring for lakrids at gøre. Den skriver sig tilbage til barndommen, hvor inspirationen var min fars ustyrlige omgang med salmiakpastiller, der var små, tynde og trapezformerede og produceret af det danske firma A/S Lagerman Junior, grundlagt i 1905. Det eksisterede i over 100 år, men er vist på finske hænder nu og producerer en moderne variant af pastillerne, kaldet Fazer. I min skoletid var det populært at placere pastillerne i plastickapsler fra mælkeflasker og guffe dem i sig dagen lang. Min mor har gemt en maskinskreven “brugsanvisning” om dette fænomen, forfattet af mig i 1962.

Det tiltrækkende ved lakrids er naturligvis smagen, der kan være sød eller salt, stærk eller mild og konsistensen blød eller hård. Det hænger sammen med at lakrids har stolte nationale traditioner. Der er stor forskel på finsk, engelsk, tysk og dansk lakrids. I modsætning til så meget andet foretrækker jeg den danske variant. Den er stærk, halvblød og indeholder forskellige grader af ammoniumklorid, også kaldet salmiak, der også bruges til rengøring, hvor det kaldes salmiakspiritus. Som spiritus kan lakrids være vanedannende når det ene stykke tager det andet.

Derfor har min skødesløse omgang med lakrids ikke været uden problemer. Som eksempel skal nævnes en hændelse, der godtgør, at indtagelsen af lakrids kan være livstruende. Vi skriver juli 1997 og jeg og kolleger fra Danmarks Radio er på arbejde en hel uge for at optage en CD i Mårup Kirke ved Lønstrup, omgivet af en hedebølge. Yderligere to faktorer spiller ind: 1) at min kollega tekniker Niels Larsen havde samme passion for lakrids som mig og 2) at airconditionen i optagevognen havde det med at stå af når der var varmt. Larsen sidder ved pulten, og jeg ved hans side og dirigerer foretagendet. Mellem os en stor skål lakrids. Pludseligt falder jeg ind over pulten og der ringes efter en ambulance. Jeg kommer til mig selv inden den dukker op, drikker en liter vand, bortskaffer lakridsen og produktionen fortsætter. Miseren var uden tvivl lakridsens og hedebølgens skyld.

Med min tiltagende alders forhøjede blodtryk har jeg måttet skære ned på den herlige last – desværre sammen med andre af slagsen, men lakridsen kommer nok aldrig for alvor ud af mit liv. Min farfar døde med en halvt smeltet flødeis i munden; det skulle ikke undre mig om jeg gør ham kunsten efter med en halvt gennemtygget stang lakridsrod.