Melodimenneske

Jeg er et melodimenneske. Jeg har siden min barndom været stærkt optaget af sang; jeg voksede op med syngende forældre; i skolen hed et af fagene “sang” og læreren blev kaldt Sang-Sørensen. Senere blev jeg organist hvor salmer og fællessang jo udgør størstedelen af virket, så blev jeg uddannet på konservatoriet og lærte om den melodiske diatonik som en søjle ved siden af harmoni og rytme, i den vesteuropæiske musiks historie.

Med min hang og trang til det filosofiske anser jeg melodi for at være bærer af individet, harmoni det sociale og rytme det historiske; med andre ord det horisontale, vertikale og kronologiske. Jeg tror, de fleste mennesker har disse dimensioner i sig i forskellig grad og former. Jeg er mere individualist, end social, mere solist, end korsanger. Jeg har naturligvis et historiesyn, men det er mere synkront, end anakront. Jeg tor, at verden udvikler sig på tværs af historien, ikke på langs.

Jeg har skrevet mange sange – de skal tælles i hundreder. Det begyndte da jeg som 9-årig akkompagnerede en, i øvrigt blind, sanger, Ellen Hjøllund, og hun kom med nogle tekster, som hun bad mig skrive melodier til. Efterhånden som jeg blev mere optaget af det kirkelige, kom salmerne til. Efter at en salmekonkurrence udskrevet af Kristeligt Dagblad i begyndelsen af 70’erne bragte 700 nye tekster til veje, skrev jeg melodier til omkring halvdelen af dem. Undervejs blev det til melodier til tekster af danske digtere og senere til større sangværker for sang og flere instrumenter. Det ebbede ud i slutningen af 90’erne med tekster af Poul Borum og Michael Strunge. Nå ja, og så skrev jeg en bryllupssalme og en skilsmissesalme for få år siden, for første og eneste gang til egne tekster. Hertil kommer en stor mængde kirkemusik, naturligvis mange korværker.

Så melodien, stemmen, blev mit kompositoriske liv. Min yndlings stemmetype er mezzosopran, en kvindestemme, der for mig rummer enorm dynamik, et stort følelsesregister og megen kropslighed. Det har fulgt til valg af en lille håndfuld danske sangere, som har udført mine sange og som jeg (stadig) nærer stor respekt og ægte følelser for, og som nok senere får en præsentation her i Erindringerne. I takt med det har jeg også altid været tiltrukket af instrumenter, der i særlig grad er bærere af melodi, f.eks. cello og fløjte.

Min interesse for sangen begrænser sig ikke til det klassiske. Fra jeg var barn har jeg også været optaget af popmusik især fra Frankrig, Sverige og Tyskland, der altid har leveret spændende og stærke sangere hvor de ikke-klassiske genrer er kendetegnet ved høj kvalitet og stor seriøsitet og hvor igen drama og erotik synger med.

Paradoksalt nok synger jeg aldrig selv, ikke engang i badet. Når jeg deltager i fællessang mimer jeg, og da fællesskaber ikke er nogen livret synger jeg heler ikke i kor. Den obligatoriske deltagelse i konservatoriekoret i 70’erne var en lidelse, men min far, selv en flittig og glimrende sanger, gav mig det råd, at hivs jeg kedede mig under Händels Messias skulle jeg bar stå deroppe i tenorrækken og synge “ta’ din hue af” når de andre gjaldede “Halleluja”. Det er vokalerne, det komme an på mente han klogt og det er netop dette kapitels ærinde.