Mental nedslidning

Der tales en del om fysisk nedslidning i disse år og selvom det har været en realitet for mængder af mennesker siden industrialiseringen i 1700- og 1800-tallet og sandsynligvis hele menneskeartens levetid, er det tilsyneladende først nu at man har afdækket konsekvenserne af hårdt fysisk arbejde og forsøger at afbøde og kompensere for negative virkninger. Jeg vil ikke et sekund anfægte de mange, der gennem slidsomt fysisk arbejde skaber merværdi til kapitalen og samfundet i et omfang, der slet ikke står mål med den løn, de får og de risici, de løber.

Jeg gør blot stilfærdigt opmærksom på, at også åndens arbejde kan være ekstremt hårdt, farligt for sjæl og sind (og krop!) og medføre mental nedslidning og hvis merværdi er mere indirekte, måske helt usynlig og derfor ofte deler skæbne med det fysiske arbejde, der lider under dårlig aflønning, manglende anerkendelse mv. Kort sagt: åndens arbejder er lige så udsat som håndens og for begges vedkommende trives en del myter, dårlige forklaringer, manglende vilje til forbedringer, udskamning og det, der er værre; det meste også pga. manglende indsigt.

“Det må være dejligt at kunne leve af sin hobby”, “Hvor skønt for dig at arbejde og interesse går op i en højere enhed”, “Hvis det er så hårdt, så grib dog en skovl”, “Du har jo selv valgt det – det har arbejdsmanden ikke” etc. De fleste skabende og udøvende kultur- og kunstarbejdere har hørt dette og mere til. Ellers kan de finde det i medierne, hvis de bevæger sig ud mellem “almindelige” mennesker eller deltager i de bestandige politiske skænderier om de få og små midler, der afsættes til kunst og kultur.

Jeg har beskæftiget mig med åndelige sysler siden jeg var barn. Jeg har ikke selv valgt det. Jeg er ikke blevet tvunget af forældre, lærere eller andre, men dikteret af en indre drift, i højtidelige sammenhænge et “kald”, hvilket lyder lidt for religiøst for mig; jeg føler heller ikke, at Vorherre har tvunget mig. Når det er vanskeligt at finde en egentlig forklaring, kan jeg sige at “det er bare sådan, jeg er; jeg er født sådan eller det kom bare eller hvad skulle jeg ellers?” og den slags. Det har dog udviklet sig til at blive en slags forpligtelse for mig.

Det er sket fordi intenst mentalt/åndeligt arbejde gennem over 60 år har bygget et bjergmassiv af visioner, drømme og målsætninger op i mig. Det er mindst en prøvelse, måske en lidelse, i værste fald et ufravigeligt vilkår eller netop en forpligtelse som jeg må leve med til jeg ikke gør det mere og som minut for minut medfører mental nedslidning, især naturligvis når visioner ikke realiseres, drømme ikke nås og målsætninger stedse bevæger sig op mod stjernerne og hvert skridt jeg tager, medfører enten to skridt tilbage eller fordrer flere skridt frem.

Alt dette skaber forventninger og krav både indefra og udefra og tusinder er bukket under for dem, enten ved at tage deres eget liv eller ved at blive spærret inde så de ikke gør det. Den banale sandhed er, at det er utrolig vanskeligt at skabe kunst. “En forfatter er en for hvem det er sværere at skrive end det er for andre mennesker” sagde Thomas Mann og det gælder naturligvis alle kunstarter. Det er meget hårdere at beskæftige sig med musik, det være sig som komponist, udøver eller formidler, end det er at dyrke den som amatør eller tilhører.

Skønt det kompositoriske var udgangspunktet og jeg også har en uddannelse som udøver, valgte jeg på et tidspunkt at være formidler, iværksætter, udvikler, debattør mv. For mig havde det flere bivirkninger. Jeg bevægede mig ud ad den kuvøse, det kan være at sidde alene i et hermetisk lukket univers og skrive præcist det, man kan og vil. Da jeg bevægede mig “ud i verden” fandt jeg ud af, hvor stor, ubegribelig og kompleks den er, selv hvis man fokuserer på kunst og kultur. Lykkes man med noget skærpes omgivelsernes forventninger og krav til én. Mislykkes man forstørres de endnu mere.

Jeg fandt også ud af, at ligesom for den skabende musiker begrænses arbejdet ikke til de timer, man tilbringer med nodepapiret, det er en aldrig hvilende tilstand, der medfører et tankemylder af den anden verden – i drømme såvel som i vågen tilstand. Det befordrer en hyperaktivitet, som kan være opslidende og måske sammenlignes med den fysiske nedslidning hos en minearbejder. Sind, sjæl og krop hænger jo sammen og jeg er adskillige gange i mit liv blevet overmandet af en fysisk træthed og sårdannelser på sind og sjæl så jeg var ved at give op.

Før dette kommer til at lyde for klynkende og måske opfattes som om jeg angler efter medlidenhed (hvad jeg bestemt ikke gør), skal med, at mit arbejde dagligt har positive effekter i mit liv. Jeg kunne kålhøgent sige at “det manglede bare” eller som jeg sagde i takketalen for en kulturpris “det var på tide”, men jeg ved jo godt at den slags kan give øretæver og det kan også blive trættende. Og jeg har jo selv valgt mit “såkaldte” arbejde – eller?