Den evige jomfru

Jeg har skrevet utallige oder til kvinden. Her er én til, lidt mere subtil måske, med udgangspunkt i jomfruen over alle: Maria, Jesu moder. Efter min første fascination af at selveste Helligånden befrugtede Maria, vendes min beundring for Maria til det faktum at hun ikke havde brug for en mand. Ikke i betydningen handyman, forsørger eller socialt statussymbol, men til selve skabelsen af et nyt liv, hvor hvad der kaldes naturen jo fordrer i det mindste en kortvarig tilstedeværelse af manden. Der skal to til tango, helst af forskelligt køn, og der skal en mand og kvinde til at skabe nyt liv. For mandens vedkommende i det mindste den ressource, som hans sæd er.

Min ideelle kvinde, som der findes mange af, bevarer sin jomfruelighed når hymen er brudt og moderskabet måske på vej. Marias mand Josef var sikkert en skikkelig og sød fyr, god med sine hænder, måske ueffen med det øvrige, men i hvert fald udstyret med kærlighed til Maria, en pæn portion tilgivelse, men næppe nogen større forståelse af, hvad det var der skete omkring ham, hvilket ikke kan bebrejdes ham. Eftertiden erstattede forståelse med tro, men tro kendte Josef nok ikke til.

Nu blev Maria jo ikke gravid af liderlighed – så havde der ikke været brug for Helligånden; Maria havde en særlig mission, som var varskoet hende, men som hun nok heller ikke forstod, for tro skal og kan ikke forstås. Hændelsen blev idylliseret og Maria idealiseret – det sidste med rette. Dog: Alle kvinder bærer livet i sig, uanset om de føder børn eller ej. Alle kvinder er mødre for Vorherre (og menneske-børnene), de bærer alle aldre i sig og deres forbilledlige ressourcer forbliver intakte livet igennem.

I undfangelsen virker manden ved sin styrke, ved at vokse, penetrere, tage kontrol. Når han er kommet, kan han gå. Kvinden virker ved at åbne sig, tage imod og tage ansvar; ergo: ikke at gå, men blive. Hun forlader aldrig barnet. Heller ikke barnet i manden. Manden er ubrugelig set i evighedens perspektiv, og skal jeg være fræk og fordomsfuld: også i det mere midlertidige. Kvinden er ikke blot en naturlig nødvendighed, men – livet selv. Hun kan være gift eller ugift, barnløs eller moder, hun vil altid være enestående – den evige jomfru. Jeg kender adskillige kvinder, der ikke har brug for en mand hverken til det ene eller andet (undtaget dog formering) og jeg forstår dem godt.

Før dette kommer til at ligne et ikke ment udfald mod manden, måske direkte misandri, og ikke en hyldest til kvinden, skal erindres om, at der naturligvis findes store ånder blandt mænd, men næppe flere end blandt kvinder. Der findes modige hærførere, driftige industrifolk og kyndige vejledere blandt mænd, men næppe flere end blandt kvinder. Manden vender jeg tilbage til i et kommende kapitel.