Mars eller noosfæren

Selvom jeg altid har været nysgerrig på universet, så gik perspektiverne for alvor op for mig da jeg nyligt så et tysk Tv-program og lyttede til et dansk radioprogram, der begge introducerede noosfæren, der var ganske ny for mig.

Den urgamle interesse for universet har i min levetid antaget en nogen anden karakter, end tidligere. Jeg så naturligvis også med da den første menneskelige støvle blev sat på Månen i 1969 ligesom trækplastre som raketter ud i rummet tiltrækker også min opmærksomhed. Som hos vel de fleste satte det en mængde tanker og forestillinger i gang hos mig og som udviklingen skred frem også skepsis og undren over de planer og visioner, forskere, politikere og månevandrere lufter i højtidelige vendinger.

Der er en undertone af “mission” og “kolonialisering” når USA, Rusland, Kina, Indien m.fl. investerer formuer i denne udforskning i stedet for at udvikle og redde den planet, vi lever på. De seneste årtier er dette blevet koblet med skrækscenariet om jordens undergang – at vi misbruger Jordens ressourcer med en hast, der vil udslette alt liv snarere end godt er.

Der må altså findes en Plan B mener nogle og foreløbigt arbejder en mængde fag- og andet godtfolk på at se mulighederne i Månen og Mars, der er “tæt” på Jorden. Folk, der er klogere end de fleste mener, at ideerne om at bebo en anden planet ikke kan realiseres hverken de første 100 år, måske ikke engang de næste 500 år, uanset hvor store summer og intelligens, der investeres i udviklingen. Kort sagt: tankerne om en Planet B er mere end utopiske.

Så var det, jeg mødte begrebet noosfæren, en femte jordisk sfære, der som geosfæren, hydrosfæren, atmosfæren og biosfæren er en del af Jorden. Det var den russisk/ukrainske videnskabsmand Vladimir Vernadskij (1863-1945), der beskrev dette lag af menneskelig tænkning, viden og kultur, der omgiver og påvirker Jorden og altså udgør menneskelig bevidsthed og intellekt; en slags “tanke-sfære”. Heureka tænkte jeg håbefuldt, for jeg har flere gange beskrevet min undren af hvor alt dette tankegods, herunder mit eget, bliver af engang. Senest i digtsamlingen “LIV”, hvor jeg bl.a. skriver: 

Alligevel tænker jeg forfængeligt                                                                                                                                                                  på al den viden og indsigt
jeg også samler
og lagrer som visdom.

Der er ting jeg ikke vil eller bør vide.                                                                                                                                              Det tager tid og kræfter at vide meget.                                                                                                                                          Hvad skal alt dette blive
og føre til engang?

Flyver min visdom bort
sammen med asken fra min krop?
Jeg kan ikke testamentere den til andre                                                                                                                                         og Gud ved i forvejen alt.

Det er fint nok at udforske rummet og undersøge de nærmest liggende planeter for en “Planet B”, men dét er, og vil i nok århundreder fremover være en ekstravagant hobby i forhold til den enorme opgave at udforske det menneskelige sind og hvordan det bidrager til den fælles bevidsthed, der udgør og arkiveres i Vernadskijs noosfære, herunder dens påvirkning af planeten Jorden. At se udad lykkes bedst ved først at se indad.