Avind

Jeg kan ikke sige mig fri for at have en flig af misundelse når det gælder det ordbogen kalder “en følelse af bitterhed, ærgrelse og afmagt, fremkaldt af en andens materielle ejendom, egenskaber, succes eller held”. Faktisk ærgrer denne spontant opstående og uregerlige følelse mig og jeg misunder dem, der kan holde sig fri af den slags. Men jeg er kun et menneske som man siger når man vil undskylde sine skrøbeligheder og sin utilstrækkelighed i forhold til andre.

Disse glimt af misundelse er bestemt ikke noget, jeg er stolt af, især fordi de er fuldstændigt grundløse. Jeg har nået og når nok fortsat de mål, jeg har for mit liv, både på den ene og anden måde, så hvorfor angriber mit skrøbelige sind mig med denne følelse af misundelse, som jeg helst er foruden?

Misundelse er en af den katolske kirkes traditionelle hovedsynder, ikke uden grund dramatisk kaldet dødssynder, men i virkeligheden udtrykker de nok hvad de fleste mennesker betragter som en af de mest uhensigtsmæssige og uproduktive følelser og reaktioner blandt vore egenskaber. Måske fordi religionen har opdraget dem til det.

Egentligt kan jeg godt forstå misundelse som følelse betragtet, men rationelt giver den ikke mening. Det er en introvert uting som sjældent kan bruges mellem mennesker og i hvert fald ikke med positivt resultat.

Det seneste danske lokalvalg viser dette med al uønskelig tydelighed. I min levetid har jeg sjældent oplevet så megen politisk ragnarok, svig og løgnagtighed, altsammen dybest set på grund af misundelse over at andre fik det, man selv havde anglet efter eller håbet på – eller netop ikke havde, for måske er det omvendt.

Jeg tror, at min og andres misundelse ofte går på, at de andre ikke har fortjent deres gevinster i livet – materielle eller ej – snarere end at jeg er sur over ikke at have haft større ambitioner selv, når jeg nu er lykkedes med at opnå dem jeg havde. Sagt på en anden måde: misundelse handler ikke så meget om mit savn, men om at det lykkes andre at få opfyldt deres – berettiget eller ej.

Så bliver følelsen for alvor giftig. At blive trist over at andre lykkes med noget, man ikke selv har anglet efter eller gjort sig håb om er da ikke mindre end forrykt. Og kobles den så med en anden af “dødssynderne”, grådighed, går livet da helt i sort for den, der angribes – eller lader sig gribe – af avind.