Min hjerne 1 – Kulturlig intelligens
Nyligt så jeg en udsendelse i tyske ARD’s fremragende videnskabsserie Terra X med titlen “Mein Körper. Mein Gedächtnis”. I serien om den menneskelige krop handlede det altså om hjernen, der jo bl.a. rummer hukommelsen, som naturligvis er grundlaget for erindringer. Det fik mig til at skrive en række korte essays om hjernen. Da jeg ikke på nogen måde er hjernespecialist, handler de om min hjerne, som jeg kender bedre end de fleste og bedre end de fleste andres hjerner. Jeg kan derfor ikke underholde om den fysiske gestalt, der kroner kroppen, men alene filosofere over den måde, jeg oplever og anvender min egen hjerne på.
Pudsigt nok faldt det mig ind først at tage udgangspunkt i en nyere opfindelse, kunstig intelligens. Jeg er ikke én af de mange, der er bekymret for opdagelsen af kunstig intelligens, men deler nok den udbredte skepsis over for udnyttelsen af samme. Sagt på en anden måde: er vi kloge nok til at anvende de “nye” redskaber på en givtig måde?
I virkeligheden har mennesket jo altid brugt hjernen, in casu intelligensen, til at dele erfaringer med hinanden, i historisk tid fra det antikke Grækenlands dialoger mellem kloge især mænd til vor tids samtalegrupper og hvad det kaldes. Det har også altid været et formål at systematisere og optimere den viden, man delte, i bøger, foredrag mv. Det nye er så at computerteknologi, digitalisering og internet sættes til at foretage en del af det enorme arbejde med at samle og ordne menneskehedens tanker og viden på en langt mere rationel og hurtig måde, end hvad vi hidtil har kunnet “analogt” i betydning håndholdt, forstået som menneskelig interaktion. Bekymringen går naturligvis på om kunstig intelligens også indbefatter evnen til at tænke selv. Allerede har man set farlige tendenser desangående, men indtil videre er jeg ikke bekymret, men som nævnt bare skeptisk.
Min hjerne – som jeg altså skriver om her – arbejder, som de flestes, med naturlig intelligens, som jeg foretrækker at kalde kulturlig intelligens. Hjernen er selvfølgelig en fysisk gestalt formet af natur og udvikling, men indholdet er dannet og udviklet af det enkelte menneske under påvirkning af andre mennesker og interaktionen mellem de mennesker, jeg møder, og mig – det er altså noget kulturligt; men faktisk også noget over-naturligt når der stilles spørgsmål som: “Hvor bor troen?”, “Går min viden op i røg den dag min krop og hjerne kreperer og måske kremeres?”, “Hvordan hænger hjerne og sind sammen?” etc.
Når jeg i de kommende tekster her på www.engang.nu beskæftiger mig med hjernen er det som skrevet helt uvidenskabeligt. Dog vil jeg ikke undlade at nævne, at jeg for nogle år siden havde held til at deltage i et projekt, som en spansk neurolog havde gang i. Det vil føre for vidt at delagtiggøre læseren i detaljer både generelt og vedrørende min hjerne, men det skal dog refereres, at den spanske specialist kategoriserede mig i en gruppe på en vis andel af menneskeheden, hvis hjerne ikke fungerer med arbejdsdeling mellem højre og venstre del, specialiseret i hhv. det kreative og det rationelle. Min hjerne sender opgaven derhen, hvor der i øjeblikket er ledig kapacitet uden at vælge kvalificeret hvor den burde placeres. Det medfører ofte uortodokse løsninger og det forklarer en del af min adfærd både personligt og i mit arbejde med forskellige projekter. Den spanske neurolog frarådede at tolke for meget på fænomenet, men det er jo svært at lade være…
Derfor vil jeg i nogle kapitler belemre læserne af Erindringerne med mine observationer og tanker om, hvordan min hjerne fungerer når det gælder sprog, lyde, billeder, hukommelse mv. God fordøjelse!