Min hjerne 2 – Sproget

“Sproget konstituerer mennesket” mente den franske filosof Jacques Derrida. Det har jeg taget til mig, både generelt og hvad angår mig selv. Selvom Derrida ikke ville spændes for en vogn, havde hans tænkning slægtskab med Ferdinand de Saussure, der grundlagde strukturalismen, og Jacques Lacan, der senere udviklede idéen. Alle tre har interesseret mig fra jeg var ung.

Jeg er et barn af eksistentialismen og strukturalismen. Ligesom jeg mener, at eksistensen går forud for essensen – at det enkelte menneske skaber hvad det er – mener jeg, at netop sproget udgør forskellen til andre livsformer. Som kristen hylder jeg Johannesevangeliets præambel: “I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud”, en skabelsesberetning, der på et nanosekund overhaler den gammeltestamentlige reverenter talt big bang-myte om at Gud skabte verden på seks dage. På samme måde virker Grundtvig (som jeg ellers ikke er nogen fan af) på mig når han skriver “Ordet skaber hvad det nævner”. Det er jo samme tankegang og for mig findes en idé i min hjerne ikke før der er sat ord på den.

Jeg blev for mange år siden præsenteret for en ordleg gående ud på at man stiller et vilkårligt spørgsmål, f.eks. “Er prisen på fisk ikke stukket af?” og derefter gennemfører et maraton af spørgsmål og svar indtil man når det ultimative svar: “Gud”. Det er ikke bare en munter leg, den er også lærerig – prøv selv! Den anskueliggør sprogets udviklende egenskab.

For mig er sproget vigtigt på niveau med fænomener som kærlighed, tro, liv og død, selvom det har andre funktioner end dem; eller rettere: fordi sproget har en funktion, hvor de øvrige er følelser, stemninger og tilstande. Sprogene udgår fra hjernen, som også skaber, udvikler og vedligeholder dem. Når jeg skriver sprog i flertal, er det fordi der jo findes andre sprog end det verbale: Kroppen har mange sprog: bevægelse, gestik, sanser osv. og de mere kulturlige: dannethed, opførsel, påklædning mv.

Dog: ordenes sprog er grundlaget for det hele. Ud over at kommunikere med det, bruger jeg det som proces i det meste af det jeg foretager mig, både fagligt og personligt. Her er det, at sproget – via min hjerne – leger med mig: jeg har et gådefuldt associationsapparat. Når jeg ser ordet “is” opstår billedet af en gletsjer eller ispind måske, men også ord som især, istemme, i september, i seng mfl. og de skaber alle genveje til nye idéer og tanker.

Således sender min hjerne mig ind i et spind, et mylder af ord, som kan kværne rundt i time-, dage- og ugevis og på næsten autistisk manér udfordre ikke blot det kognitive men også det fysiske i min hverdag. Ofte går jeg i stå i en absence-lignende tilstand, hvor et skilt i supermarkedet forhindrer mig i at fylde min kurv fordi ordet “torsk” fylder mere end den fisk, der ligger på is i montren og som jeg skal købe og spise i aften.

Man kan more sig over denne besættelse af ord, men det kan også ligne en lidelse og undertiden være det. Under alle omstændigheder er det ét af de vilkår, jeg ikke kan undvige fordi min hjerne kan tage over og gøre mig viljeløs. Når jeg ser dét ord – viljeløs – kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor viljen mon sidder i min hjerne; måske er den nabo til troen…?