Min hjerne 3 – lyd

Man kan lukke øjnene men ikke ørerne. Derfor valgte jeg som meget ung musikken som mit udtryksmiddel. Jeg havde meget på sinde, meget at sige og jeg ville gerne høres. Det blev til en uddannelse som komponist og et par eller tre årtiers virke som sådan, men så var det som om musikken fadede ud og ordene overtog. Jeg ved egentlig ikke hvorfor – om det var musikken (in casu min musik), der forekom utilstrækkelig og irrelevant for mig eller om min hjerne spillede mig et puds ved at vende mit fokus fra musikken til ordene.

Omkring årtusindskiftet havde jeg en kort kompositorisk flirt med elektronisk musik og da trængte det, der kaldes reallyd sig på og jeg skrev bl.a. et værk i genren musique concrète, baseret på optagelser af et heftigt regnvejr oplevet og optaget under et ophold på landet. “Rain” hedder det naturligvis og det lever selvfølgelig ikke op til Pierre Schaeffer og de andre koryfæer inden for genren, men det er trods alt mit. Som min hjerne er min.

Musik er lyd, men det er der meget andet der er. Hjernen bombarderes uophørligt med lyde af forskellig beskaffenhed og orden. Ligesom ordene som beskrevet formelig vælter rundt i min hjerne i døgndrift, gør lyd det. Også i det ubevidste og i drømme manifesterer lyd sig, måske i abstrakte billeder eller slørede erindringer – de fleste kender det. Lyd kan gøre ondt eller godt, men bevæger sig som regel ind i den emotionelle snarere end den rationelle del af hjernen og udfordrer den. Lyd er stærkt forbundet med bevidsthed og psyke.

Nogle af de menneskelige lyde, der gør mest indtryk på mig har med følelser at gøre. Det handler om gråd og vrede. Gråd opstår ofte som et behov for hjælp, omsorg, trøst eller udtryk for sorg, vrede som regel i afmagt, forsmåethed og uretfærdighed. Jeg er frygteligt overfølsom over for lyden af gråd især fra et hjælpeløst barn. Jeg græder selv, mest alene og også som et udtryk for hjælpe- eller magtesløshed. Lyden af den retfærdige vrede manifesterer sig desværre en gang imellem i egne vredesudbrud, som jeg ikke er stolt af, især når de rammer forkerte mål og bliver til uretfærdighed i stedet for det modsatte.

Dér synes jeg at min ustyrlige hjerne svigter og det er måske menneskets største udfordring: at hjernen er ubetvingelig. Lyde skaber billeder – og omvendt – det er en af hjernens genialiteter. Undertiden ønsker jeg at man kunne lukke ørerne og ikke øjnene. Mængden af mislyde tager til og lyde bruges i takt med digitalisering mere og mere som et våben end som et gedigent kommunikationsmiddel – på linje med ord og billeder. Næste kapitel handler om min hjerne – og billederne.