Min hjerne 4 – billeder

Den visuelle sansning siges at være stærkere, end høresansen, følesansen, lugtesansen – forudsat at man har øjnene åbne; og i øvrigt sindet åbent for det, man ser. Ligesom der er forskel på at høre og lytte, er der forskel på, hvilken opmærksomhed man har på det, øjnene ser. Ud over at bruge øjne og synssans til at opleve mennesker, hændelser og verden omkring mig, har jeg så længe jeg kan huske været optaget af billedkunst og det undrer mig lidt.

Jeg er ikke selv billedkunstner og intet i mine aner peger den vej. Selvom jeg gennem livet har opsamlet betragtelig viden om billedkunst er jeg ikke på nogen måde ekspert, men det er nok den kunstgenre, jeg dyrker mest, trods musikkens dominerende plads i mit liv. Også jeg oplever, at det visuelle er mere påtrængende end det auditive; det ved reklamefolk og psykologer.

Ud over at billedkunst på sin vis også er sprog, men ligesom musik og ballet mere abstrakt i udtrykket, end f.eks. litteratur, så omformer min hjerne også billeder til sprog før de rigtigt når sanser og sind. Det irriterer mig at jeg ikke kan fange billedets umiddelbarhed før hjernen sender sproget ind som fortolker. Jeg forsøger bl.a. med en strategi, der går ud på aldrig at oplyse mig om titel og ophavsmand på og til et kunstværk før jeg har “taget billedet ind”, men det lykkes ikke rigtigt.

Min hjerne vil simpelthen afkode alle sansninger og oplevelser og næsten tømme dem for udtryk før de genopstår som ord i sindet. Dog heldigvis bliver mine visuelle oplevelser ad omveje undertiden til sanselige, surrealistiske drømme og dramaer. Men som regel dukker sproglige associationer, konnotationer og relationer op og danner ord.

Det næsten infantile eksempel kan være billedet afis – det være sig isbjerget eller ispinden. Ved synet af det dukker straks det rationelle sprog med ord som kajakker og køer, forbjerge og fløde op og danner nye billeder, som igen omsættes til ord der tosser rundt i min uregerlige hjerne alle døgnets vågne timer medens en parallel proces rydder op i sammensuriet af begreber, billeder og fænomener. Slutteligt lagrer hukommelsen det vigtigste – eller måske mest ligegyldige – efter at have kategoriseret og organiseret rodet.

Med dette eksempel er jeg måske ude på tynd is, men indlandsisen er jo ikke bæredygtig i vores tid. Og hvor vidtløftigt alt dette hjernespind end kan lyde, så har jeg iagttaget det ved selvsyn, da jeg i Madrid engang så en 3D-scanning af min hjerne. Det var kaotisk som Picassos Guernica. Undskyld sammenligningen – den er min hjerne skyld i.