Min hjerne 5 – hukommelse

Jeg kan ikke skrive om min hjerne uden at behandle hukommelsen, der jo bor i hjernen – hvor ellers?Det er lige så vigtigt at kunne glemme som at kunne huske. Det er en erkendelse, jeg har gjort de senere år, hvor erindring har stået højt på min dagsorden, arbejdsmæssigt og personligt (grænsen er hårfin). Indtil videre har jeg betragteligt sværere ved at glemme, end at huske. Min farmor, som på mange måder var et almuemenneske, sagde begavet til mig da jeg var barn (og nok ikke forstod det endnu), at “Kun Gud kan tilgive, for Gud har ingen hukommelse”. Det glemmer jeg aldrig.

I modsætning til Vorherre plages vi mennesker af at være bedre til at huske, end glemme. Det kan naturligvis være godt hvis ikke det implicerede det forrådende fænomen moral, der uafladeligt blander sig for at sortere skæg fra snot. Min kristne samvittighed og den moral, der trænger sig ind på mig, kæmper en kamp om retten til at minde mig om mine fejl og mangler, skulle jeg forsøge at ignorere dem. Der er mennesker, jeg sagtens kan tilgive, men jeg kan ikke glemme deres svigt og hvad er tilgivelsen så værd?

Hukommelsen udmærker sig ved sin enorme kapacitet. Som med hjernen er der næsten ingen grænser for hvad hukommelsen kan rumme; dimensionerne er næsten uendelige. Samspillet mellem min hukommelse og min hjerne og deres sammenhæng med bevidsthed og underbevidsthed gør at drøm og søvn rydder op, smider ud og lagrer. Men også på det punkt er jeg på samme tid imponeret og skeptisk. I hvert fald er det ikke altid – eller måske ofte – at min hjerne lagrer de forkerte læringer og erfaringer og efterlader mig med en mængde mentalt skrot.

Når man taler om hjernens forfald kommer hukommelsen hurtigt i spil, før sansning og tænkning. Hukommelsen har naturligvis også stor indflydelse på sidstnævnte. Netop erindringer er noget af det, der har udfordret/udfordrer min hjerne mest i dette liv. Nu er jeg gammel og jeg irriteres mere end tidligere over mine mange svagheder, herunder en tiltagende bekymring og skrøbelighed. Måske er disse tegn ikke betinget af alder, men blot idiosynkrasier. Det kan også være indbildning, for den slags er min hjerne også god til.

Min hjerne er et mysterium, naturligvis først og fremmest for mig selv. Afhængigt af hvad den egensindigt vælger at bidrage til noosfæren med kan den også være eller blive en udfordring for andre, hvad jeg ikke håber. Tror jeg. Måske. Skulle nogle læsere efter de seneste kapitlers hjernespind mene, at min hjerne er som alle andres vil jeg drage et lettelsens suk og takke Skaberen for at jeg er helt normal på dét punkt – i troen på at alle mennesker er unikke.