Erindringerne 7 år – Kapitel 467

Det første kapitel af Erindringerne udkom 3/2-2019, altså i dag for syv år siden. Datoen er valgt fordi det er min fødselsdag – i 2019 blev jeg 65.

Dette kapitel er nr. 467 og der er planlagt godt 1.000. “Planlagt” betyder at de fleste er skrevet, men at den endelige publicering foregår efter en aktuel vurdering og redigering. Der er også taget højde for pludselige indfald og ændringer – ellers ville det ikke være mine erindringer. Jeg købte domænet www.engang.nu som hjemsted for Erindringerne. Man kan abonnere gratis på en meddelelse om at der er udkommet et nyt kapitel ligesom en robot automatisk sørger for et opslag på Facebook og LinkedIn med meddelelsen. I løbet af det første år tilmeldte et sted mellem 500 og 600 sig denne service, men jeg har ikke tjekket statistikker undervejs – det strider imod min intentioner med Erindringerne.

Der udkommer altså mellem 60 og 70 kapitler årligt. De er blevet længere med årene. Indholdet er også blevet udviklet. En anmelder skrev bl.a. om den første årgang at “erindringerne hæver sig sjældent over anekdoten”, men ledsagede dog sin anmeldelse med fire ud af seks mulige stjerner. Når jeg ser tilbage, må jeg give anmelderen ret. Ikke blot på grund af ham, men som en del af hele dette erindringsprojekt og i samarbejde med min redaktør (for en sådan har jeg skam, ovenikøbet en anerkendt forlagsmand) “rettede jeg ind”.

Fra begyndelsen havde Erindringerne undertitlen “Erindring, erfaring, erkendelse”. Det betød, at jeg netop ikke skulle dvæle ved selve hændelserne i teksterne – erindringen – men også skrive om den lære, jeg kunne drage af den – erfaringen – og sågar bevæge mig ind i spekulationer over, hvad jeg har brugt eller ikke brugt erindringen og erfaringen til – altså erkendelsen. En anden anmelder lurede denne tænkegang og hæftede de traditionelle videnskabsteoretiske etiketter positivisme, hermeneutik og kritisk erkendelse på. Måske noget dristigt og kålhøgent for så interessant er mit liv nok heller ikke.

Senere blev undertitlen forøget med linjen “essays og mytologier fra livet og omegn”. De to begreber har optaget mig i årtier. Essays betyder i bund og grund “øvelser” og sådan betragter jeg mit skriveri. Mytologier har en lidt dybere mening, som jeg bedst kan udtrykke sådan: En myte er en løgn, der udsiger en sandhed; en mytologi afslører løgnen. Det skal ikke forstås sådan at mine erindringer er fulde af løgn – faktisk tilstræber jeg autencitet, sandhed og verifikation i højest mulig grad. Engang luftede en bekymring overfor min redaktør: mon jeg skriver den samme erindring flere gange? Det kan faktisk være svært at huske hvad jeg skrev i kapitel 114 eller 228 og selvom de alle stadig er tilgængelige på nettet og i bogform er det noget af et arbejde at finde rundt i dem. Den gode redaktør sagde til mig: “For det første oplever man jo den samme hændelse på flere måder alt efter ens position; for det andet øger gentagelser faktisk autenciteten”.

En anden udvikling i det projekt, som er den største skriveopgave i mit liv og i bibliotekshenseende venligt er kategoriseret som et “litterært værk”, er udgivelsen af erindringerne i bogform. Det første års erindringer udkom som bog i 2020 og de seneste årgange er på vej. Det var slet ikke meningen at udgive Erindringerne fysisk, men to faktorer overbeviste mig, dels et ønske fra net udgavens læsere, dels det aldeles fremragende layout-arbejde grafikeren Karin Andersen og illustrator Finn Nygaard gør. Der er noget saliggørende ved at holde bøgerne i hånden; som en særlig fuldendelse.

Endelig har projektet afstedkommet en del foredrag rundt om på festivaler og i foreninger mv. Selvom jeg også der tager udgangspunkt i mine egne erindringer forsøger jeg at se dem i et større perspektiv. De seneste årtier er erindringer og (selv)biografier jo kommet heftigt på mode og grunden til det optager mig meget. Jeg er helt klar over, at mit liv og mine erindringer ikke hæver sig over andres. Den største fællesnævner for menneskeheden er efter min mening, at ethvert menneske er unikt og lige meget “værd”. Allerede i forordet til Erindringerne skriver jeg: “Hvem gider læse erindringer? Mange, siger forlagene. Hvem gider læse mine erindringer? Næppe mange. Så hvorfor skrive dem? Fordi de er der. Nu er tiden kommet til at rydde op og ud, si og sortere: fortælle det, der ikke kom med i bøgerne og foredragene, i salonerne og på værtshusene, i samtalerne og skænderierne”.

Hermed går Erindringerne på www.engang.nu ind i deres ottende år. Jeg fortsætter indtil Vorherre inddrager licensen. Og måske lidt længere.

God læselyst!