Set udefra
Det var lærer Madsen, der i underskolen i 1960, sagde til klassens, især drengelige, ballademagere: “I skulle prøve at se på jer selv og det I har gjort”. Som klassens duks følte jeg mig ikke truffet – jeg var simpelthen for krysteragtig til at tage del i uhøviske løjer, ligesom jeg ikke syntes, at de udfordringer af ordentlig opførsel, mine medstuderende praktiserede, var særligt morsomme. Set i bakspejlet opførte jeg mig alt nok for pænt; men det er en anden historie.
At jeg ikke følte mig truffet betyder ikke, at jeg ikke tog Madsens bemærkning til mig. Ovenikøbet begyndte jeg at træne mig i at se mig og min gerning udefra, og det har jeg gjort livet igennem. Stadig foretager en eva(n)luering af id og flid hver dag som et ritual i lighed med aftenbønnen. Ikke overfor andre, ikke overfor Gud, som i forvejen ved alt, men med mig selv som eneste tilhører.
Det drejer sig ikke om en syndsbekendelse, men snarere om en “syndserkendelse” med det formål at få ryddet op i irrationelle, måske skadelige, i værste fald modbydelige måder at forholde mig til andre mennesker og livet som sådant på. Jeg kan naturligvis ikke være objektiv i min vurdering, men jeg tillader mig at prale af altid at være kritisk.
Når jeg ser på mig selv og min agéren udefra er det ikke som i et spejl. Spejle lyver jo og jeg er på jagt efter de faktiske forhold. I øvrigt anvender jeg alene spejle når jeg barberer mig og selv dér kan de jo kun bruges som lettere vildledende GPS’ere. Jeg forsøger heller ikke at tage en slags psykologisk røntgenbillede; også den slags lyver påstod min far med bemærkningen “Hvis man fotograferer en arm ser man et ben”.
Det, jeg foretager er altså ikke nogen dybere, filosofisk analyse af mit jeg og mit mig; jeg ser netop på mine inter- og réaktioner i forhold til de mennesker, jeg omgiver mig med og de “sagsforhold” mit liv indeholder, altså mit generelle virke. At analysere det kan opleves som at besøge et hurlumhejhus og jeg er sjældent stolt af mig selv når jeg skimter udgangen.
Men det virker, især fordi fænomenet fortrydelse dukker op. Man kan desværre kke være gjort gerning ugjort, men kan ikke trække spydige, sårende bemærkninger tilbage og man kan ikke “begynde forfra”. Man må rejse sig der hvor man faldt eller håbe på at en god nats søvn minimerer gårsdagens uhensigtsmæssigheder. Det sker sjældent, fordi den forfriskende, men også forræderiske hukommelse melder sig på banen.
Jeg kan alligevel anbefale denne idræt og sige som lærer Madsen: “Prøv at se på jer selv og det, I har gjort”. Jeg nyder stor gavn af det, men bærer mine opdagelser og erkendelser frugt? Også det er en anden historie…