Tag det som en mand!

Ikke alle kunne lide den musik Charles Ives (1874-1954) skrev. Ives var forsikringsmand og fritidskomponist men blev en af de helt store i amerikansk historie med sin ret avancerede musik. Når folk kom med mishagsytringer om hans musik svarede Ives: “Rejs Dem og tag det som en mand”. Der var kontant afregning både fra publikum og komponist.

Jeg tænker på det fordi jeg i 2021 her i Erindringerne skrev et kapitel med titlen “At anmelde musik”. Det henviste til en dobbeltkronik jeg skrev i Aalborg Stiftstidende i 1979 som forsvar for mine anmeldelser, der ofte pådrog sig læsernes/publikums vrede. Når emnet igen er aktuelt for mig, er det fordi jeg fra nytår har afsluttet en lang karriere som musikanmelder – i hvert fald foreløbigt.

Siden min første egentlige anmeldelse i Kristeligt Dagblad i 1974 og til den seneste på www.kulturen.nu i december 2025 er det blevet til ca. 4.000 af slagsen. Ud over KD har jeg været tilknyttet Aalborg/Nordjyske Stiftstidende, Weekendavisen, Vendsyssel Tidende, Berlingske og senest net mediet www.kulturen.nu. I bogen “Signaturer fra en provins” (2024) findes et glimrende kapitel om denne del af mit virke.

Det herlige www.kulturen.nu, der kom til verden som en slags fortsættelse af den næsten udslettede kulturdækning i Nordjyske Stiftstidende, er desværre ophørt – eller i det mindste sat på stand by. Min tilnytning til kulturen.nu varede fra 2021 til 2025 og afstedkom ca. 200 artikler.

Selvom jeg har måttet opgive hvad der var en yndlings metiér, har jeg ikke forladt mine basale synspunkter om anmelderiet som jeg skrev om dengang for 47 år siden. Derfor får jeg lyst til at gentage nogle af dem her i kort form:

De grundlæggende kvalifikationer for musikanmelderen er at han/hun dels har en viden om/et engagement i musik, dels at han/hun kan skrive. Man kan naturligvis diskutere niveauer i den anledning, men anmeldelsen er en hæderkronet litterær genre, som kræver sit.

Hvem skriver man for og hvad er formålet? Disse grundliggende spørgsmål bør stilles om al kommunikation, naturligvis også for kunstkritikken. Er målet publikum, musikere og komponister, måske selve musikbranchen? Jeg bestræber mig på at ramme bredt, bl.a. ved ikke blot at kommentere den konkrete musik, men også programvalg, hele koncertinstitutionen, tendenser og traditioner mv. Det er jeg, jeg undertiden har fået tæsk for, for må man anmelde publikum som jeg ofte gør?

Anmelderen bør ideligt være opmærksom på forholdet mellem det subjektive og det objektive.  Når jeg skriver at klarinetten spillede falsk i tredje takt, læner jeg mig op af min faglighed, men skriver jeg at det kun er liget, der kan udholde Brahm’s Requiem (som min forgænger George Bernard Shaw skrev), så udtaler jeg mig på lige fod med enkefru Madsen, der synes, at dødsmessen er henrivende – altså subjektivt. Tidligt introducerede jeg “alment anmeldervælde” med inspiration fra Luthers almene præstevælde. Hermed menes, at man som anmelder bør have samme respekt for fru Madsens smag som jeg forventer at hun har for min viden.

Det kræver et vist mod og et mål empati at anmelde kunst. Det er som at danse ballet på en knivsæg. Hvad angår mod, så har jeg kun sjældent frygtet reaktioner og når det gælder empati, henviser jeg til mit store forbillede, førnævnte Shaw som engang skrev da han blev anklaget for ikke at være nogen gentleman: “Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en Kritikers Pligter, som bestaar i at komme med pinlige bemærkninger om de mest følsomme af hans Medskabninger, skulde kunne forenes med en Gentlemans Opførsel. En Kritikers Job er af den Art, at han ikke burde kende noget Menneske endsige tilhøre nogen Klub”.

Selvom musikkritiken er på retur såvel i Danmark som i store kulturlande som Frankrig og Tyskland, så skal man ikke underkende dens indflydelse på musik og musikliv. Et godt eksempel er Wiener-anmelderen Eduard Hanslick (1825-1904), en af historiens mest indflydelsesrige af slagsen. I en tid hvor den store Wagner var populær vendte Hanslick sig imod hans musik og fremhævede i stedet for dengang mindre kendte komponister som Brahms og Bruckner. Det fik direkte og stor betydning for deres berømmelse – det gjaldt i øvrigt også Liszt og Mahler.

Det ville ligge mig fjernt at sammenligne min egen anmeldervirksomhed med Shaws eller Hanslicks. Men i førnævnte bog “Signaturer…” omtales dødstrusler imod mig i anledning af en anmeldelse. Det er da også noget…