Nathalie: Pyt…

Ifølge Den danske Ordbog udtrykker ordet pyt bl.a. at noget ikke har nogen betydning eller interesse. Jeg synes ikke, det er noget kønt ord, men indholdet har en vis charme. Det skaber en balance mellem det rationelle og irrationelle, fornuft og følelse og det rabiate og rimelige. Brugen af det kan være udtryk for empatiske evner, et stort verdens- og livsoverblik, i sidste instans en evne til overlevelse. Nu er vi ude i de store filosofiske overvejelser over et af de mindste mest nok meget brugte ord i det danske sprog. Tilbage til virkeligheden:

Jeg kendte ordet i forvejen, men min datter Nathalie på 35, som er sprogkyndig på højt niveau, åbenbarede betydningen for mig på en perspektivrig måde allerede da hun som lille blev storforbruger (godt og vel) af sproget. Det begyndte et så legendarisk sted som London Zoo, som jeg nødtvungent besøgte sammen med hende.

Jeg har lært og lærer utrolig meget af Nathalie. Herunder hendes pyt-strategi, som jeg gerne ville tro hun havde arvet fra sin far, men nej – det går den anden vej. Som dengang vi fór vild i London Zoo. Jeg gik faktisk i panik, men Nathalie bragte mig til ro: “Bare rolig, vi skal nok finde ud, Daddy”. Eller da hun som 14-årig fik konstateret diabetes: “Jeg er jo så ung, så der findes nok en løsning engang” trøstede hun den bekymrede far med”. Og i det små: hendes farmor bøvlede med at åbne en dåse og så trådte den 4-årige til med bemærkningen: “Du skal ikke være ked af det farmor, du har jo ikke lært det som barn”.

Sådanne anekdoter samler alle forældre nok på, men Nathalies pyt-strategi anvender hun stadig som voksen kvinde; hendes far er stadig den overbekymrede; Nathalie vejleder mig stadig. Ikke fordi hun er ligeglad eller ubekymret om livet og verden, tværtimod, men fordi hun er et empatisk og forstandigt menneske, der forstår at perspektivere og prioritere så der bliver overskud til at klare de virkelige problemer. Jeg beundrer denne egenskab og ville gerne være i besiddelse af bare en smule mere, men pyt – jeg har jo Nathalie.