Fra alle årene – 1980: Gyllesprederen

Nogle af Erindringernes læsere har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.

Årene omkring 1980 var jeg i hopla som koncertanmelder; jeg var flittig, engageret og til tider benhård. En sur læser gav mig øgenavnet “gyllesprederen”. Når jeg spredte gylle, skrev jeg kort – som en kollega sagde: Hurtig lort er bedre end langsom lort”. Et par eksempler:

Sidste koncert var for dårlig

“Organisten ved Bistrupkirken i Hjørring, Steen Jensen, vil til at være akademiingeniør. Til efteråret holder han op med spilleriet for at studere, og i aftes spillede han koncert for sidste gang i sin kirke. Jævn og ligetil, iført blå arbejdsskjorte, stort skæg og sygekassebriller, satte han sig til orglet og spillede Buxtehude, Cleramboult og Bach som om det var mandag morgen og han skulle til den daglige øvning.

Som skjorten, ligeså musikken. Den var slet ikke færdig, og man følte faktisk, at man havde fanget organisten i en arbejdssituation, undervejs med indstuderingen. Der var en del spillefejl, det hele var lettere urytmisk, og som følge af disse tekniske skavanker havde Steen Jensen ikke rigtigt overskud til at frembringe noget virkeligt musikalsk. En detaljeret opremsning af ulyksalighederne er uinteressant, men generelt drejede det sig om manglende holdning til værkerne. Hvilket naturligvis ikke udelukker, at Steen Jensen er en god gudstjenesteorganist og at han vil blive en fortræffeligt spillende ingeniør”

Uheld og fejl

“En dame ved navn Maria-Teresa Topperzer fremførte i aftes værker for harpe. Desuden skiftede hun en streng, stemte sit instrument en snes gange, uden dog at få det til at stemme, og undskyldte overfor det fåtallige publikum de talrige uheld. Et værk spillede hun fejlfrit og fremragende. Et værk gik ganske i fisk og det spilede hun ikke til ende. De resterende syv værker blev spillet i brudstykker, idet musikeren uophørligt standsede op, enten for at kigge i noderne eller for at skifte pedal. Når hun ikke gik i stå, skøjtede hun hen over værkerne og lavede fejl på fejl. Enten havde Topperzer en særdeles uheldig aften, eller også er hun en elendig musiker. Jeg tør ikke dømme, men jeg er tilbøjelig til at tro det sidste. Selv de utallige fejl var umusikalsk lavet.”