Manden

For nogen tid siden lovpriste jeg – som ofte før – kvinden som køn her i Erindringerne. Jeg noterede ganske vist, at det ikke var et forsøg på at nedgøre manden som køn, men sådan blev budskabet læst af en del. Selvom det ikke er muligt at kommentere Erindringerne på nettet, finder kommentarer naturligvis vej til mig og det er OK. Jeg blevet opfordret til at skrive om mit eget køn “da du nu er så utilfreds med det” som én skrev.

Derfor skal dette handle om mit forhold til manden. Også det har jeg skrevet om tidligere, men også på det punkt udvikles mine tanker med tiden; jeg har altid nydt at blive klogere. Når man generaliserer ignorerer man ofte detaljen; fortaber man sig i detaljen mister man let overblikket. Jeg gør nok begge dele i det følgende, så jeg beder på forhånd om nåde, hvis jeg fornærmer nogle eller overskrider grænser. Til sagen!

Min beundring for kvinden får ikke følgeskab af samme for mit eget køn – tværtimod. Jeg synes, som antydet tidligere, at mange mænd er nogle skravl, fodnoter eller parenteser, uinteressante ligegyldigheder, og det står i dyb modsætning til den dominans de historisk har tilranet sig og som mange forsvarer eller ligefrem kæmper for. Det er snarere et kulturelt, end et naturbaseret fænomen. Jeg tror, at fravalget af bløde menneskelige værdier har dannet det, man i nyere tid har kaldt “heman”, altså en forstærkning af mand, og denne ensidige fokusering på og udvikling af ydre styrke, dominans og griskhed koster menneskeracen enorme værdier.

Jeg har forsøgt mig i forskellige herreklubber med diverse formål. Jeg kører pludseligt og umotiveret træt af et selskab kun bestående af mænd (det samme ville sikkert ske i rent kvindeselskab). Jeg befinder mig simpelthen ikke godt i hverken herreværelset eller slyngelstuen. Jeg finder ofte mit medkøns konversation, meninger, holdninger og agéren uelegant, plumpt eller direkte frastødende. Jeg har selvfølgelig en mængde mænd som venner, bekendtskaber, kolleger etc. og mange af dem holder jeg af, så som med kvinden er det manden som type, ideal, rollemodel, ikke den enkelte, jeg mangler begejstring for. Jeg oplever, at mange mænd benægter de feminine sider i sig selv og derfor aldrig realiserer dem. Det ærgrer mig.

Min erfaring og erindring om kvinden begyndte naturligvis med min mor og min farmor, der varetog det, somme vil kalde opdragelse. Det var de to, jeg omgikkes mest. Derefter fulgte pigerne i gården. Jeg voksede op i en byejendom med mange børn. Af det dusin børn der legede i den fælles gård var der to drenge – resten var piger. De var pragtfulde og jeg var stærkt tiltrukket af dem allerede som 4-5-årig på mange (også “voksne”) måder. Anni, Anette, Anne Mette, Lene og hvad de hed, ikke blot prægede min barndom men forførte mig med deres kvindelige kvaliteter. Nå ja, og så dukkede kvinderne jo ad åre op i mit liv og det med de herligste egenskaber. Én af dem, jeg kom til at sætte pris på, var netop evnen til atforføre. Den kunst magter de færreste mænd – de tager bare for sig og hævder en naturlig ret til at gøre det og fylde hvor de er.

I nærmeste familie har jeg med forbløffelse fulgt, hvordan tre kvinder, der alle blev mødre da de fødte døtre, mere eller mindre har undsagt mænd i deres liv. I 1972 føder Lise en datter. Lise er på det tidspunkt 20 år men mere moden end sin alder; faderen er netop fyldt 18 og mindre moden end sin alder og han løber nærmest skrigende bort. Datteren hedder Louise og møder først den flygtende far da hun er fyldt 30. Som 33-årig føder Louise en datter, Soma, hvis far ikke bliver en del af familien. Soma føder som 20-årig en datter, hvis fader ikke figurerer i familiekrøniken. Altså: tre kvinder der alle har født døtre uden fædre.

Det har givet anledning til min måske lidt for kække formulering om at “når manden er kommet kan han gå”. Jeg ved, at de tre mødre ikke er særligt feministiske eller hadefulde overfor manden, de har bare ikke brug for ham har jeg ofte hørt – igen til min undren. Det kan slet ikke sammenlignes med den sydkoreanske feminist-bevægelse “4 Nej”, der er absurd radikal og rabiat, når den præker budskabet “Lad være med at date mænd, gifte dig med dem, have sex eller få børn med dem”. Det er jo meningsløse principper, som hurtigt ville afstedkomme vor races endeligt, og hvad skulle de tilbageværende kvinder (og mænd) så gøre?

Og mig selv? Jeg ville ikke være mig, hvis jeg ikke rettede min kritik indad også. Når jeg gør det, ser jeg bestemt ikke noget ideal. Skulle nogle føle, at ovenstående er noget vrøvl, er det OK for mig. Jeg vil ovenikøbet give ret i det til en vis grænse. Alligevel behøver mænd ikke at komme til min begravelse; her ser jeg helst kun kvinder – min prægtige søn undtagen, men han har også visse ligheder med sin far.