Sover du, Gud, eller må jeg lige ringe?

På trods af min tro bad jeg i årtier ikke til Gud. Det var min missionske opvækst og dens forhold til bøn, der skræmte mig allerede som barn. Der var simpelthen ikke grænser for, hvad man bad Vorherre om i sekten Det danske Missionsforbund, som jeg voksede op i. Også selve formen virkede frastødende og hyklerisk med sine falbelader og salvelsesfulde, messende ord og toner.

Det hele var stærkt inspireret af den norske version af Missionen og ofte påkaldte man Herren Gyd i stedet for Gud; man havde vist en forestilling om at Gud er mere hellig på norsk, end dansk. Efter nogle måneders ophold i Norge berettede digteren Per Højholt engang om nordmændenes bønner til Gud med ordene. “De var så højlydte, at hvis ikke Vorherre hørte dem, så gjorde naboen sikkert” – meget træffende.

Der skulle ikke meget til før missionsfolkene råbte om hjælp. En punkteret bil, manglende penge til husleje, uro og sorte får i familien, foruden naturligvis forhold, kun Gud eventuelt kan hjælpe med, f.eks. alvorlig sygdom og sorg, som ligger udenfor det menneskeligt mulige. Mange af bønnerne – også de højlydte i kirken – handlede mest om hverdagens bagateller, som man burde klare selv eller finde hjælp til i det mere jordiske.

Denne devaluering af bønnen skræmte mig. Gud er jo ikke én man beder om lønforhøjelse hos; samtalen med Gud er ikke en jobsamtale og Gud holder ikke MUS-samtaler – den slags må man klare med chefen og fagforeningen. Gud er heller ikke en servicestation eller et låneinstitut.

Jeg genoptog mit, hvad man i kirkelige kredse kalder “bønsliv” i processen op imod og under min konvetitskoling i slut-90’erne indtil jeg vendte mig mod Moderkirken i 2000. Med et vist forbehold tog jeg atter bønnen i brug og Fadervor blev en slags mantra for mig som i den tidlige barndom når de voksne lagde mig i seng. Siden har jeg udviklet bønnen til at være en form for samtale med Gud – naturligvis med Gud som ordførende. Jeg søger jo hjælp til det, jeg ikke kan klare selv og det ikke fra småtingsafdelingen.

Gud sover ikke, men blunder måske engang imellem, men er altid til at få forbindelse med. Alligevel er der ikke grund til at forstyrre med hverdagens bagateller. Dem må jeg klare selv – eller ringe til Falck, bankrådgiveren eller naboen.