Melankoli et cetera

Ligesom både kvinden og manden siges at bære begge køn i sig i variabel mængde, menes de fire såkaldte temperamenter også at gemme sig i alle i mere eller mindre udpræget grad. Jeg er overvejende melankoliker. Ordet kommer fra græsk hvor det betyder “sort galde”. Det er forholdsvis negative adjektiver, der hægtes på melankolikeren: trist, indadvendt, pessimistisk, men de opvejes af eftertænksom der jo har en optimistisk klang.

Det melankolske, forstået som en personlighedstype, men også en stemning, viser sig hos mig som en grad af sortsyn, bekymring, i værste fald angst og indadvendthed, trang til isolation og måske fattigdom på sociale færdigheder. Det hele materialiserer sig ved mit stærke behov for at være alene og blive tiltrukket af magisk mørke og sitrende stilhed.

Den slags er produktivt for mig og en stærk drivkraft for min dannelse. I aktiv tilstand skærper mørke og stilhed min koncentrationsevne, tilstedeværelse, kreativitet og orienteringsevne både fysisk og mentalt. Jeg kan simpelthen bedre finde vej i mørke og stilhed fordi de eliminerer mange forstyrrelser. De skaber også en god grobund for eftertænksomhed.

Selvom jeg for længst har accepteret melankolien som et vilkår og lært at leve med den har jeg altid oplevet nogle benspænd i forhold til den, f.eks. stemninger som nostalgi og sentimentalitet, som jeg forstår som en slags søskende til melankolien. I hvert fald rører de ofte de samme nervetråde i mit sind; jeg er lettere sentimental af natur. Jeg har let til gråd når noget går mig imod eller jeg oplever uretfærdighed, også over for andre, men i øvrigt også når noget lykkes for mine medmennesker eller mig. Jeg tror, det er udtryk for et mål af enfoldighed hos mig.

En rem af huden af mig rummer også nostalgi, for mig en helt irrationel stemning. Jeg har ikke nogen hjemstavnsfølelse, jeg ser mig sjældent tilbage (bortset fra når jeg rationelt erindrer) og jeg føler ingen smerte ved at tænke på det forgangne uanset hvad der er sket.

Melankoli, sentimentalitet, nostalgi – alt sammen er det et virvar af sanselighed, som i sin natur er ustyrlig og i mit sind ofte “for meget”. Jeg har altså lært at leve med det – hvad kunne jeg ellers?