Fuldmægtigen og kinoorganisten

Da jeg var barn kom der nogle spøjse gæster i mit hjem. Deres lejlighedsvise besøg gjorde indtryk på mig selvom jeg ikke deltog i konversationen og det, de kaldte hygge – jeg var bar en måbende tilskuer. Det var mennesker, der var helt anderledes end de voksne, jeg ellers mødte.

F.eks. Fuldmægtig Møller. Når hans titel staves med stort er det fordi han aldrig blev kaldt andet – han havde åbenbart ikke noget fornavn. Fuldmægtigen kom jævnligt på besøg, altid ulasteligt, gammeldags klædt med muffediser, cykelklemmer, vest og butterfly. Det var før bankrådgivere blev opfundet, men Møller havde altid et godt spareråd i ærmet og det var muntert at høre om. Han havde regnet ud, at man kunne spare 75 øre om året, hvis man dyppede hænderne i vand før Rexona sæben. Det var jo helt meningsløst, men ikke for bankmanden, der fortalte alvorligt og engageret om det.

Engang fortalte han at han havde modtaget et opkald på sin plads i Aalborg Bys og Omegns Sparekasse fra en herre, der lidt gebrokkent sagde “Mit navn er Ekmeksibasi og jeg vil gerne have et møde med Dem”. “Må jeg blive fri” havde fuldmægtigen svaret og lagt røret på. Det gentog sig, men efter tredje gang kom direktøren hen til Møller og fortalte at en tyrkisk forretningsmand lige var flyttet til byen og gerne ville være kunde i banken. Hans navn var åbenbart for eksotisk for den gode Møller.

Oskar Sørensen var også regelmæssig gæst i barndomshjemmet. Han var nærmest fuldmægtigens modsætning. Han var min fars onkel og han ernærede sig som en glimrende og populær hyggepianist på forlystelses-etablissementet Roxy og som kino organist til stumfilm. Han var en flamboyant kunstnerisk type som garnerede sin musikalske underholdning med tvivlsomme anekdoter og dristige morsomheder som en anden stand upper. En stil, han også efterlevede som privatperson. Oskar var altid sjov at opleve, herunder hans spøjse påfund.

Efter et besøg af ham, hvor han i timevis optrådte i familiens skød og havde fået en del under vesten, kurede han ned ad trappegelænderet som var påmonteret nogle knopper, så vi børn ikke skulle gøre det samme. Ankommet til hoveddøren hørte vi skrig fra Oskar og min far råbte bekymret “Hvad er der sket, onkel?”. “Jeg er ikke din onkel mere, jeg er blevet din tante” var svaret, og Oskar haltede hen ad fortovet. Det var så typisk for ham og først senere forstod jeg hvad denne practical joke handlede om. I øvrigt var han en stor inspiration for min far, der også optrådte og levede sit liv som en klovn – på godt og ondt.

Så var der også Oskars bror Karl, en af byens originaler. En stakkel, hvis liv og hjerne var gået i stykker af umådeholdent alkoholindtag. Han var nærmest overbegavet men uden evne til at administrere sit talent. Jeg har skrevet lidt om disse originaler i digtsamlingen BYEN og den udmærkede forfatter Gorm Henrik Rasmussen har skrevet meget mere om dem bla. i bogen “Originalernes by”.

Ud over at give barndommens grå hverdag kolorit, lærte vi børn en vigtig lektie om tolerance og åbenhed over for det, der blev betragtet som aparte mennesker. Ind imellem kunne de virke lidt skræmmende, men de gjorde ingen fortræd, de havde blot behov for forståelse og den fik de ofte fra os børn når vi havde overstået de første drillerier. Jeg spørger undertiden mig selv, hvor originalerne findes i dag – det er mest kopier, der præger bybilledet. Ensformighed, uniformitet og afstandtagen slår den mangfoldighed ihjel, som vi ellers har så meget brug for. Ærgerligt.