Krakilsk pernittengryn

Jeg var forleden moderator på en samtale på “Ordkraft ord- og litteraturfestival” (i al beskedenhed min opfindelse i 2011). Emnet var forråelsen af sproget i hverdagen, herunder på de såkaldt sociale medier, og i journalistik og politik. Paneldeltagerne var politiker og fhv. minister Bertel Haarder og journalist og fhv. chefredaktør Poul Madsen, begge også forfattere; de er “grand old men” i samfundsdebatten og flittige, men også kritiske sprogbrugere.

Jeg påstod frimodigt, at vi tre i fællig repræsenterede 150 års visdom om sproget og dets muligheder og umuligheder. Jeg talte mig selv med, for det er kendt, at jeg er nidkær vedrørende sprogbrug, og jeg har gennem tiden modtaget en del ris og ros for min bekymring og omsorg for sproget; bl.a. er jeg blevet tituleret “krakilsk pernittengryn” og det er ikke helt ved siden af.

Der er to hovedspor i min kritik af dagens danske sprogbrug. Det ene beror på dårlig sproglig opdragelse, fejlhøringer, manglende sprogligt talent, skrantende selvkritik og generel uvidenhed om det, man skriver og taler om. Det er den banale af slagsen, som dyrkes af både professionelle sprogbrugere som forfattere og journalister og det utal af “almindelige” mennesker, der uafladeligt fører sig frem på de sociale platforme. Thomas Mann siges at være ophavsmand til udsagnet “En forfatter er én, for hvem det er sværere at skrive end for andre”. Det må man nok sige! Eksemplerne er legio.

Udtryk som omgås/omgå, foreholdt/forholdt bruges i flæng selvom deres betydning er modsatte. Forholdsord har sprogbrugerne et mildt sagt skødesløst forhold til, en journalist bruger ganske misforstået ordet dateline i stedet for deadline og studieværter (selv i DR P1) fylder æteren med bunker af sniksnak (“smalltalk” kaldet), og andre dårlige vaner som fyldord, umotiverede gentagelser, irrelevante regibemærkninger etc. Det er frygteligt at opleve.

Det andet spor er den mere alvorlige del, hvor sproget langsomt devalueres fordi værdi indholdet i ordene skrider i betydning. Det drejer sig om misbrug, misrøgt, forfladigelse, forråelse og forræderi af og mod sproget, der – når det kommer til stykket – er det eneste, vi mennesker har fælles ud over ensomhed og død. Sproget er med til at konstituere mennesket; sagt med Grundtvig: “Ordet skaber hvad det nævner”, så alt dette er ikke ligegyldigt. Derfor skal vi omgås det med varsomhed og omsorg.

Buddha spurgte: “Hvad er forskellen på “Jeg kan lide dig og Jeg elsker dig” – og svarede selv: “Hvis du kan lide en blomst, plukker du den. Hvis du elsker en blomst, vander du den hver dag”. Det udsagn siger noget om kærlighed, men også en del om sprog. Personligt kan jeg ikke “elske” pandekager, paraplyer eller Paris, men alene mennesker. Jeg kan godt savne at spise en god salat, men ikke længes efter det. Den slags forskelle betyder meget for mig; ligesom forskellen på at undskylde og beklage eller danne og skabe.

Næsten hver dag korrekser jeg en journalist på en avis eller i radio/TV, der har været på gale veje sprogligt. Nogle retter ind, andre ignorerer mig, atter andre synes, jeg er for nidkær. Kald mig bare krakiler, ordkløver eller flueknepper, som det også er sket. Jeg klarer mig nok, men sproget har brug for omsorg.