Alder adler

Erindringer handler naturligvis i høj grad om barndom, ungdom, voksendom og – i min alder – gammeldom. Ikke blot det anekdotiske – det er jo hurtigt håndteret – men overvejelser om selve de kategorier, vi traditionelt inddeler livet i. I en debat hos Ældre Sagen plæderede jeg for nogle år siden for at omdøbe “alderdom” til “gammeldom” og indføre “voksendom” i hullet mellem ungdom og alderdom. Som forventet nød forslaget ikke fremme, bl.a. fordi Ældre Sagen netop er dannet på et princip om at erstatte ordet “gammel” med “ældre” – foreningen er dannet i en tid, hvor respekten for gamle var til at overse. Fordomme om gamle mennesker fulgte dog med og begrebet “ældrebyrde” blev almindeligt.

Nu var mit forslag især sprogligt begrundet, men det handlede også om, at jeg ikke forstod hvorfor stadiet mellem ung og ældre ikke havde sit navn og om at jeg faktisk ser menneskelige kvaliteter i at være gammel hvis man ellers står ved at man er det og ikke falder for bemærkninger om at “alder er bare et tal” og andet vrøvl.

Jeg skrev i digtet “Alder adler” bl.a.: “Man kan være bange/for at blive ældre/og man kan være bange/for at blive gammel. Livet er at ældes/alder adler”. Og i et andet digt om at være barn bl.a.: “Jeg er et barn/der altid har håbet på/ikke at blive voksen. Måske når jeg det/tænker jeg naivt”. De to digte viser den dobbelt- og modsathed jeg altid har haft i forhold til min alder. Når jeg ser tilbage var det at være barn ikke en rolle jeg trivedes med. Livet var kedeligt, forudsigeligt, afventende, underligt stillestående.

Jeg har ofte følt mig for ung til det, jeg har foretaget mig; jeg har altid anvendt et mål af barnlig naivitet og uskyld i mine sysler med en vis succes. Jeg har også følt mig for voksen til visse roller, som jeg fandt barnlige og fjollede. I dag føler jeg mig ofte for gammel til nogle af de udfordringer, andre og jeg selv giver mig. Så kan jeg blive mødt med bemærkninger som “Du er da ikke gammel”, “Du er meget ungdommelig” etc., hvilke er ubrugelige og utidige komplimenter. For gammel er jeg jo med mine 72 år og det har jeg altid været (min mor kaldte mig tidligt “gammelklog”) ligesom jeg altid har været barn, mange år ung og i lange år voksen. Det sidste var det mest kedelige.

Alligevel har jeg i mit voksenliv igen og igen råbt “Husk børnene og de unge”, når jeg har udviklet mine projekter. Naturligvis fordi barndom og ungdom indeholder forundringen, håbet og andet der gør, at man som voksen ikke falder for illusionen om at alt var bedre engang; også noget sludder. Sagen er nok, at alle mennesker bærer de fire stadier eller tilstande mere eller mindre i sig hele livet. Den bedste kompliment, jeg kan give en kvinde er netop at hun bærer alle aldre i sig, herunder hendes funktioner som datter, mor, samlever etc. Det burde gælde for alle mennesker.

Skulle en eller flere læsere have vanskeligt ved at hitte rede i dette lille essay undrer det mig ikke. Sådan har jeg det selv.