Kruk lige ned!

Én af mine mindre præsentable egenskaber er, at jeg har en snert af snobberi i mit sind. Det viser sig ved en imponerethed over mennesker, der har de fire egenskaber, jeg sætter højest: skønhed, empati, talent og intelligens. Dem er der heldigvis en del af, men jeg har lagt mærke til, at jeg ofte falder lidt på næsen af, at nogle af dem lykkes bedre med deres liv, end så mange andre. De har en evne til at skjule eller fortrænge deres mindre heldige evner i livet. På den måde tiltrækker de sig mere opmærksomhed end fortjent og godt er; blandt andet altså fra mig og det irriterer mig.

Jeg tilskriver det min nordjyske herkomst og opvækst. Nordjyder er snobbede, hvilket de ikke gerne indrømmer. Tværtimod anser de det for en dyd at have begge ben på jorden, ikke at falde for falsk glamour og den slags. Det skyldes en blanding af mindreværdskompleks, manglende respekt for autoriteter og ditto forståelse for talent. Alligevel falder de for ydre egenskaber, snarere end de mere mentale. Derfor er det småt med store personligheder fra den nørrejyske halvø. Af samme grund kaldes f.eks. arkitekten Jørn Utzon “bysbarn” i Aalborg, selvom han flyttede fra byen som 5-årig. En besynderlig modsætning i den nordjyske selvforståelse; et hykleri af mindre charmerende omfang.

Naturligvis har jeg deltaget i en del fejringer, ferniseringer, receptioner mv. gennem årene, men da jeg opsøger udstillinger for kunstens skyld og ikke betragter mig selv som en udstillingsgenstand, venter jeg gerne til flaskerne med det, man ubegavet kalder bobler fordi det sjældent er ægte champagne, er drukket og “kunstelskerne” har forladt stedet så det rent faktisk er muligt at beskue og opleve det egentlige: kunsten.

Jeg har også mødt en del “stjerner” i kraft af mit mediearbejde, men jeg er ikke løbet efter dem eller har pralet med møder af kendisser i nekrologer som mange har for vane. Eksemplet kunne være den store russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj, der døde i 1975, hvorfor jeg skrev en nekrolog over ham i Kristeligt Dagblad uden at nævne at jeg, som 17-årig musikstuderende, to år før, havde haft glæden ved at følge ham tæt nogle dage da han besøgte Danmark. Nu har mit snobberi så indfundet sig og jeg indrømmer det gerne.

Jeg har altid haft en beundring for stærk faglighed og kunstnerisk talent uden at gøre personer til idoler. Jeg tror, at ethvert menneske ejer særlige talenter uden måske at kende endsige flashe dem for resten af verden. Og ja: jeg er kun et menneske. Mit snobberi er heldigvis ikke ledsaget af gammeldags misundelse, men det er lige før, og jeg skal tage mig i agt. Når snobberiet banker på i mit sind, er der kun ét at gøre: at formane mig selv om at krukke ned og måske også overveje beundringen for mig selv.