Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch og crwth

Det første er navnet på en walisisk landsby, det andet navnet på et walisisk strengeinstrument. Det første kan rent faktisk udtales (hvis man kan) for det indeholder vokaler, det andet er jeg ikke helt med på hvordan siges. Jeg skriver igen-igen om sproget og mit forhold til og arbejde med det. Lige nu fundérer jeg over mundtlighed og skriftlighed. Endnu før jeg kom i skole havde musik og sprog taget bolig i mig, og man kan sige, at de “blev mit liv”. Heinrich Heine menes at have sagt: “Hvor ord slipper, begynder musik”. Senere har andre udtrykt samme tanke på forskellig måde.

Sammenhængen mellem musik og sprog er åbenlys, især når det gælder sproget i lydlig form. Musik er jo lyd og sproget ville ikke have en mundtlig version uden vokaler. Den stakkels crwth-spiller, der bor i Llanfairpwllg… må have problemer med at præsentere sig. Man må opfinde vokaler hvis de ikke er der og man skal tale sproget. Hvordan skulle man udtale det danske ord sport hvis o’et ikke var der? I øvrigt er det underlige ved det ord, at s’et udtales som s, p’et som b, o’et som å, r’et som r og t’et som d. Sproget er ikke nødvendigvis nemt at håndtere. Her var jeg lige ved at skrive “håndtére”, men dansk anvender jo ikke de franske accent-tegn, hvilket jeg undertiden kommer i diskussion med min yderst kvalificerede og sprogrespekterende korrekturlæser Karin om.

Jeg har altid bestræbt mig på at tale og skrive klart og kreativt – det første af hensyn til dem, jeg kommunikérer med, det sidste af hensyn til sproget. Altså skrev jeg i mange år “akceptere” i stedet for “acceptere” og det blev altid rettet i korrekturen. Jeg mener, at det er en uting ikke at pointére, at de to c’er udtales forskelligt ligesom de to e’r i “pointere”.

Sprogforskeren Lars Henriksen kaldte engang denne holdning for sprogparanoia idet han mente, at man ikke skal tage detaljerne for alvorligt, det vigtigste er at folk kan forstå hvad man siger – eller skriver. Den yderste konsekvens af det er jo, at man kan undvære vokalerne i det skriftlige sprog. “Jg lskr dg” vil de fleste nok læse som det er ment og vi skal jo spare, men kønt er sproget ikke uden de musikalske vokaler. Jeg savner voldsomt brug af diakritiske tegn på dansk.

At forholde sig kreativt til sproget betyder for mig dels at erkende, at sproget er en dynamisk størrelse og altid i udvikling, dels at man ikke behøver at vente på anerkendelse fra Dansk Sprognævn før man bidrager til udviklingen med sine egne sproglige opfindelser. Det er noget, jeg især i min lyrik, men også i essays og andre skriverier dyrker en del. Til gengæld har jeg altid haft en bekymring for den mere folkelige udvikling af sproget, som jeg mener ofte fører til forfald og forvanskning, men som desværre fremmes af den sprogpolitik, der føres i dette land. Jeg er ganske enkelt uenig i den demokratisering eller folkeliggørelse af sproget, der finder sted, når fejllæsninger og -høringer glider ind i sproget og anerkendes af nævnte sprognævn fordi det er blevet alment.

Lorca skrev: “Digtet tilhører ikke digteren, der skrev det, men den, der har brug for det”. Sådan er det også med sproget, men som digtet skal sproget behandles med behørig respekt.