Flagisme

“Det danske flag er rødt og hvidt, det tyske flag er møgbeskidt”. Det var en af parolerne blandt knægtene i min barndom, der tog sin begyndelse ni år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Jeg råbte ikke med, ikke fordi jeg forudså et mange år senere tæt forhold til Tyskland, for det gjorde jeg naturligvis ikke, men fordi jeg mente, at den slags var det, der mange år senere blev kaldt en “dumsmart” bemærkning.

Jeg hjalp med klokkeringning og flagning ved min fars job som kirketjener siden jeg lærte at gå. Hver morgen og aften ringedes solen op/ned som om kirken havde nogen indflydelse på den slags. Og så var der bryllupper og begravelser, hvor flaget kom i brug. Ved begravelse, skulle flaget først på halv (efter at have ramt flagknoppen), dvs. 2/3, efter ceremonien på hel, hvilket jeg aldrig har forstået – det er jo udtryk for en fejring.

Der er mange ceremonier omkring flag og flagning og det er jo en dybtliggende tradition, som jeg ikke er fan af. Det er ikke dugen i sig selv, der generer mig – flag kan være smukke – men som symbol tynges de som regel af overdreven chauvinisme, irrelevante betydninger og stiltiende forudsætninger. “Et flag er smukkest i modvind” hævdede Poul Sørensen i 1940 og hans tekst rummer flere spændende pointer, selvom det naturligvis bærer præg af at være skrevet under den tyske besættelse af Danmark. Flaget “viser sin styrke i storm” og “det kan rådne i godtvejr og falme i sol” skriver han og piller dermed ved den kolonihaveidyl der er knyttet til Dannebrog.

Myter om nedfaldet i Estland i 1200-tallet er noget sludder for Vorherre er ikke nationalist. Flag fandtes naturligvis også før, men Dannebrog kaldes det første nationalflag i verden, hvilket sikkert også er en abstrakt påstand. Nuvel, flaget er her og man ikke kan undslå sig, en kamp mod flag ville være at kæmpe mod vindmøller hvilket mange jo gør nutildags.

Hvad der nok irriterer mig mest – ud over det overdrevent nationalistiske – er den amatøragtige måde, man omgås flaget på. Hvis det endelig skal være der, bør de rette proportioner mellem stang og dug iagttages; det ligner ofte en vigtighed rundt om. Vimplen er grim og egentlig en søfartsting, der hører til på havet; i Danmark bruges vimplen mest af dovenskab. Med skal også at jeg ikke er begejstret for de konnotationer, der er knyttet til flaget: kongehus, fædreland, sammenhængskraft (eksemplificeret i at de øvrige nordiske lande har kopieret det danske korsflag) etc.

Jeg er ikke nationalist; jeg flager ikke for hverken det ene eller det andet, jeg kender historien, trikolore-traditionen, overfyldte og grimme flag overfyldt med sol, måne og stjerner, men jeg ville aldrig kunne vinde en konkurrence om, hvilket af verdens 195 officielle flag, der hører til hvor. Flag er simpelthen ikke mig; jeg ved godt at det synspunkt vil bringe mig i modvind.