Ramt af delirium

Jeg har to tabuer i mit liv og følgelig i Erindringerne: helbred og økonomi. ”Hvorfor? Du går ellers til biddet og skåner hverken dig selv eller andre”, udbryder min redaktør. Jeg kan kun forklare disse tabuer med ét ord: fortrængning; og jeg kan altså ikke sætte ord på, hvorfor jeg fortrænger disse forhold i mit liv. Men erindringer er jo også en slags bekendelseslitteratur og dette kapitel skal handle om et nyligt, langvarigt anfald af den mest psykiske tilstand delirium. Den læser, der fordomsfuldt forbinder delirium med alkohol vil blive skuffet hvis hun læser videre.

Jeg har kæmpet med psykisk sygdom hele mit liv, hvilket jeg sporadisk har berørt her i Erindringerne. Jeg har ikke nogen floromvunden diagnose, men små og store ”anfald”, der har slået mig omkuld i kortere eller længere tid, har medført indlæggelser, medicinsk og anden behandling og i tre tilfælde har været livstruende – for nu at formulere det på dén måde.

I november blev jeg overfaldet af hvad man diagnosticerede som delirium. Delirium beskrives af videnskaben som ”en akut, forbigående forvirringstilstand, der skyldes en fysisk ubalance eller overbelastning af hjernen. Det er en alvorlig tilstand og den kræver altid lægelig opmærksomhed”. I mit tilfælde var anfaldet relativt akut, hvis noget kan være det, og bestemt ikke forbigående, hvis man dermed mener kortvarig. Mit anfald varede næsten fem måneder.

Hos mig stod symptomerne i kø nærmest fra dag 1. Det drejede sig om manglende koncentration, passivitet, generel forvirring fysisk og psykisk, vanskeligheder med tilstedeværelse, rastløshed og hallucinationer i kombination med søvnløshed. Det medførte et psykisk nedbrud som invaliderede mig voldsomt og som stadig, her tre måneder efter min ”raskmelding”, er at spore.

Kuren begyndte med kortvarig indlæggelse på psykiatrisk i Danmark og efterfølgende samtaleterapi, men da behandlerne frygtede at jeg kunne udvikle en depression, lod jeg mig nødtvungent overtale til medicinsk behandling. Begge behandlingsformer er jeg igen ude af, men jeg forstod, at en evt. depression i forbindelse med delirium ville være meget langvarig og farlig. Så vidt kom det ikke. Et flere uger langt ophold på et kombineret sanatorium/kloster nord for Prag, som jeg tidligere har besøgt, bragte så meget ro i sindet, at mit delirium-anfald langsomt fortog sig. Men i forløbet virkede min hjerne som det bedst udtrykkes på engelsk: On the left side, there is nothing right, and on the right side there is nothing left.

Man formoder, at der var to grunde til mit anfald, hvoraf jeg finder den anden særlig interessant og netop derfor skriver jeg om det i disse spalter. Den første først: en alt for stor arbejdsindsats gennem årtier, selv nu hvor jeg har rundet 70 og naturligvis ikke har samme kapacitet som da jeg var 17, selvom jeg stadig er en arbejdshest. Jeg har generelt haft arbejdsuger på 50-60 timer, sjældent fridage, ferier eller sygemeldinger, og med mine fag – kunst og kultur – er det især hjernen der konstant udfordres. Det er da heller ikke unormalt, at ”pension” for humanister/kunstnere/kulturarbejdere er et abstrakt begreb. Ligeledes for mig og det kommer ikke til at ændre sig. De, der kender mig véd, at det er en vigtig del af min identitet.

Den anden – interessante synes jeg – grund mente behandlerne var de seneste 7 års intense arbejde med Erindringerne og især den måde og den intensitet, jeg realiserer mit livs mest omfangsrige projekt på. Jeg har valgt et koncept, der ikke blot handler om at huske og beskrive begivenheder i mit liv, men tillige bearbejde dem i en uophørlig indre samtale, der kun sporadisk er beskrevet i mine indtil nu 500 tekster – og de yderligere 500, der er undervejs. Jeg har simpelthen ikke mod eller talent til at beskrive de indre kampe og opgør, der foregår i mit sind og min hjerne – ellers havde jeg nok skrevet en roman. Jeg anvender såkaldt lucide drømme og ”neutral” selvsuggestion i min erindringsskrivning lige som i arbejdet med en digtsamling – den omkring 20. af slagsen – der har titlen ”Sidste Digte”, og sådan bliver det. Uanset hvad.

Mit delirium-anfald har dog gjort, at jeg har måttet sige en del af mit arbejde fra mig (for straks at påbegynde jagten på nye opgaver), men arbejdet med mig selv hører ikke op før jeg selv hører op. Uanset hvordan.