Kulturligt – sproget igen

Kulturligt – sproget igen

”Det er da meget naturligt” er en flittigt brugt sætning, men som megen anden sprogbrug baserer den sig ikke på refleksion i situationen, men på en måde at bruge sproget på, som vinder mere og mere frem. Sproget er blevet til ”sådan noget man siger”, snarere end resultatet af tankevirksomhed. Folks daglige sprogbrug er fyldt med klichéer, umotiverede gentagelser, uklarhed, fejl og andet ragelse, herunder forbehold. ”Jeg skulle lige til at sige” indleder man for så at sige det, man ved nærmere eftertanke nok ikke skulle have sagt. Sprog og tanke er ellers tvillinger i den hjerne, vi alle er udstyret med. Sproget former tanken og omvendt, det er vanskeligt at sige, hvem der fører an i dette symbiotiske forhold.

”Det er da meget kulturligt” foreslog sprogmanden Ebbe Spang-Hanssen engang at man begyndte at sige når noget netop er mere kulturligt end naturligt. Jeg gav ham ret ved at gå til yderligheder idet jeg sagde: ”kulturligvis elsker jeg mine børn”. Min kærlighed til dem er mest baseret på mit kendskab til (og min beundring for) de mennesker, de er fordi de har dannet sig hensigtsmæssigt og smukt livet igennem – og stadigvæk gør. Nok ved hjælp af en smule påvirkning fra deres biologiske ophav, men især i kraft af deres egen, kulturlige tanke og handling. Dannelse er en kulturlig sag, men er kærlighed det også? Efter min mening er den i hvert fald ikke udelukkende genetisk.

I forlængelse heraf ser jeg også en ændring i sprogbrugen, som jeg finder afgørende. Engang talte man om en ”mentalitetsændring”, nu bruger man ordet ”kulturændring”. Men der er stor forskel. Mentalitetsændring er en indre, personlig og måske varig sag, kulturændring en ydre, kollektiv og midlertidig ”ting” som man ureflekteret siger i dag. Når man taler om mentalitet handler det om tænkning, når man taler om kultur handler det om – handling.

Det samme med ”jeg tror, at…” som de seneste årtier er blevet til ”jeg mener, at…” og for kortere tid siden til ”jeg tænker, at…”. Den første ændring drejer sig nok om, at der i dag er mere prestige i at mene, end at tro; den anden måske om at det er mere fornemt at tænke end at mene. Det kan der være noget om, hvis man så også tænker før man taler. Så er jeg tilbage ved det med tanke og sprog. Hvor kunne det være vederkvægende, hvis flere tænkte før de talte; og handlede når de har tænkt og talt. Det ville i øvrigt også være meget kulturligt.