Dårlig bordherre

Det er hvad jeg er – en dårlig bordherre. Vist har livet lært mig gode manérer; jeg kender til gamle dyder, forældede høflighedsfraser og røvsyge rutinehandlinger, men nu om dage gelejder man jo ikke stolen ind under borddamens bagdel og den slags – det er også jeg forlængst holdt op med.

Det er mit konversationstalent, der har udviklet sig i uhensigtsmæssig retning. Jeg har ellers været god til at konversere på forskellige planer, har oveni købet færdedes i det lavere diplomati og er kun en enkelt gang blevet smidt ud fra en middag; en hændelse, jeg tidligere har beskrevet her i Erindringerne og som ikke er værd at ”genbesøge”.

De senere år er jeg blevet mindre interesseret og derfor dårligere til det selskabelige, sandsynligvis fordi jeg har fået nok af slagsen. Jeg finder de fleste af den slags lystigheder kedelige, indholds- og meningsløse og i værste fald grinagtige med deres opstyltethed, tomme ritualer og tillærte manérer. Kort sagt: jeg gider ikke mere. Spar invitationen – jeg kan desværre ikke den dag.

Min nærmeste familie er begyndt at pege på en uheldig udvikling i mine samtaleevner. Jeg, der ellers altid har nydt den gode samtale er blevet dårligere til at lytte (nej, min hørelse er OK) og jeg blokerer ofte samtalen med bemærkningen ”Det har jeg skrevet om”. Som en kær ven sagde forleden: ”Du kunne lige så godt sige ”Klap i, jeg gider ikke høre på dig””. Det tager jeg til mig i alvorlig grad, for det er slet ikke mig.

Problemet er, at jeg som regel har skrevet om det. Uanset om emnet er kanariefugle i regnskoven, Bruckners symfonier, opskriften på bouillabaisse eller kvindernes frigørelse har jeg på et tidspunkt skrevet eller sagt noget om det. Godt eller dårligt, relevant eller ligegyldigt, men ”det har jeg skrevet om”. Hvad værre er: jeg kan næsten altid på stående fod henvise til hvor og hvornår jeg har ment dette og hint. Og i mit indre sind tænker jeg: min borddame kan umuligt sige noget mere interessant, end jeg om kanariefugle og fiskesuppe; hvorfor skulle jeg dog lytte til hende?

Den slags borddame/herre har jeg selv afskyet, været irriteret over og undertiden uhøfligt ignoreret, og nu er jeg tilsyneladende selv havnet i samme uhøviske kommunikations- og omgangsform. Det siges, at første skridt mod forbedring er erkendelsen. Det har jeg også skrevet om, men med disse ord har jeg taget skridtet. Nu mangler jeg at forbedre mig. Indtil det er sket: spar invitationen!