Den nødvendige tilkendegivelse

Jeg har ikke set fænomenet beskrevet hverken filosofisk eller sprogligt før, så det er muligvis egen avl, men ”den nødvendige tilkendegivelse” har jeg haft brug for i afgørende, alvorlige øjeblikke i mit liv. Ikke mange gange, hvilket jo gør tilkendegivelsen så meget mere betydningsfuld. Når jeg skriver om den er det fordi jeg just for første gang i flere år har haft brug for den.

Den nødvendige tilkendegivelse er et sprogligt instrument, der kan bruges under optræk til eller når en konflikt er opstået. Den er en slags holdningsmarkør, der træder i stedet for forhandling og forlig, men lader de to parter stå respektfulde og uskadte tilbage.

En lettere naiv, men effektfuld brug af den nødvendige tilkendegivelse kan findes i Gustav Wieds 1901 skuespil ”Skærmydsler”, hvori Tante 1 sætter Tante 2 på plads med bemærkningen ”Månen har den farve, måner skal have”. Jeg bruger dog eksemplet med forbehold, for forud for udsagnet er gået en temmelig meningsløs diskussion, og netop den meningsløse diskussion er også, hvad den nødvendige tilkendegivelse gør overflødig.

Skal det udtrykkes banalt kan man sige, at udsagnet ”jorden er flad” bedst besvares med ”jorden er rund”. Om jorden er det ene eller det andet er i den forbindelse underordnet. Det vigtige er at undgå konflikt. Jeg har brugt den nødvendige tilkendegivelse i mine ægteskaber og andre kærlighedsforhold, i min opdragelse af børnene, i forhold til chefer og kolleger, i de få juridiske forhold, jeg har været inde i og andet, men altid med måde fordi fremgangsmåden kan opfattes som en samtale-blokade eller opleves af den anderledestænkende som at ”blive sat til vægs”.

Det kan alt sammen lyde lidt kryptisk, men handler i virkeligheden om at to parter med diametralt modsatte synspunkter i sagen med en vis alvor, men uden udsigt til enighed eller forsoning kan undgå unødig trætte. Sagt mindre floromvundent: man kan være så stålfast på et synspunkt og den modsat-tænkende på sit, at det er bedre at bunde en bajer og nøjes med udsagnet ”skål”.

Jeg er kristen troende og som sådan har jeg nogle gange diskuteret med ikke-troende, ateister og den slags. Jeg har undertiden afsluttet min replik med udsagnet ”Det vigtige er ikke, om du tror på Gud, men at Gud tror på dig”. Jeg er ikke stolt over denne udgangsreplik og bruger den ikke mere, al den stund jeg ikke mere diskuterer tro og ikke-tro. Det er i øvrigt i den forbindelse, den nødvendige tilkendegivelse måske er mest brugbar. Vil begge parter have den gensidige respekt i behold er det nok at besvare udsagnet ”Jeg tror ikke på Gud” med den nødvendige tilkendegivelse ”Jeg tror på Gud”. Der er efter min mening ingen grund til en Tante 1&2-diskussion med risiko for konflikt og skændsmål.