Mit liv er mit

I forlængelse af forrige kapitel om ”den nødvendige tilkendegivelse” er det nødvendigt for mig at berette om en nylig tilkendegivelse, som kan få betydning for mine børns og mit fremtidige, forhåbentligt lange, samliv.

Jeg har måttet sende en nødvendig tilkendegivelse til et af børnene (som jeg elsker for det de er, ikke for hvem de er – det er helt ubetydeligt for mit forhold og min kærlighed til dem). Jeg følte pludselig en skræk for at mit liv en dag ville kunne blive overtaget af mit barn, ikke i nogen ond mening, tværtimod, men fordi dette barns tankesæt omkring begrebet familie efter min mening er ude på en farlig kurs, hvilket jeg ikke har påpeget.

Jeg kan og vil ikke blande mig i hvordan mine børn opdrager deres børn, hverken med gode råd eller med flygtige og fyndige kommentarer, og netop dét er pointen: ligesom mine børns liv er deres, er mit liv mit. ”Børn skal ikke leve deres forældres liv og forældre skal ikke leve deres børns liv” som min nødvendige tilkendegivelse – lad os kalde det et statement eller en erklæring – lød.

Tilkendegivelsen kom efter at det kære barn ikke blot i sin tænkemåde men også i sin væremåde overfor et af sine børn gav mig en frygt for, at mit barn kunne rette dette paradigmeskifte bagud og ramme mig med uønsket bekymring for mig for ikke at sige uønsket handling i forhold til mig. Sagt på en anden måde: uanset hvad der måtte ske med mig i min høje alder, ønsker jeg ingen indgriben eller praktisk omsorg fra mine børn. De skal altså ikke flytte rundt i verden for at passe eller støtte mig eller på anden måde lade deres liv påvirkes af mit.

Jeg er ikke mere naiv og stålsat end at jeg véd, at jeg kan ændre mening når jeg står i situationen. Der er jo også mennesker, der beder deres første bøn til Gud når de befinder sig i en synkende redningsbåd. Men nu og her beder jeg altså om ro omkring og ingen indblanding i min eventuelt skrantende person.

Til gengæld vil jeg love børnene det samme: jeg kommer ikke til at flytte rundt efter dem, som tilforn kommer jeg ikke til at blande mig i deres erhvervsmæssige, familiære og økonomiske forhold og i det hele taget skal de jo blot leve deres liv. Hvis de beder om hjælp og jeg kan give den, får de den; jeg vil fortsat glæde mig over daglig kontakt på den ene eller anden måde, lejlighedsvise samvær og bunker af kærlighed og fortrolighed. Jeg ønsker mine og deres børn alt godt, men: mit liv er mit og deres liv er deres.