Mytiske drømme – Hotellet

Som de fleste drømmer jeg. Jeg oplever drømme som et stadie mellem bevidsthed og underbevidsthed og jeg har i 15 år arbejdet med såkaldte lucide drømme. Drømme er et vigtigt redskab for mig i min dannelse og udvikling som menneske. Når jeg skriver om dem bliver de mytiske, altså fiktion, der rummer dybe sandheder. Hvilke skal der nok en Freud eller Jung til at finde ud af…

En af de mest påtrængende mytiske drømme kalder jeg ”Hotellet” efter et hotel, jeg aldrig har været på for det eksisterer ikke, men siden jeg som teenager indledte hvad der blev til et nomadeliv, har jeg boet omkring halvdelen af min tid på hotel og gør det stadig. Så bevidstheden fodres ideligt med hotel-indtryk ligesom underbevidstheden flittigt arbejder med at bearbejde og lagre dem i erindringen.

Så der er nok at tage af, når drømmen undertiden tjekker mig ind på mytehotellet. Det ligner stort set alle de hoteller jeg har gæstet, men er jo ingen af dem. Jeg vil ikke kalde det et drømmehotel, for det meste går galt når jeg er der. Nogle af de mennesker, jeg har mindst lyst til at møde fylder i hall’en og restauranten, somme tider bor de på naboværelset eller inviterer sig selv ind på mit. Det kan ende med natlige orgier eller deciderede slåskampe, hvilket ellers ligger mig fjernt.

I øvrigt kan jeg heller ikke lide personalet, der nærmest ignorerer mig selvom jeg som i det virkelige liv har givet drikkepenge ved indtjekningen. Jeg kender værelset som min egen bukselomme, det er altid nr. 604 (som da jeg gennem flere år hver uge gæstede Imperial Hotel i København), men det forandrer sig bare jeg vender ryggen til. Det sker også at elevatoren ned til restauranten kører fast og jeg må gå sulten i den kolde seng. Det går så nok, men om morgenen kan jeg ikke finde restauranten og hotellet virker helt tomt.

Værst er dog, at jeg ikke kan orientere mig i myte-hotellet. Jeg leder ustandseligt efter udgangen eller nødudgange, men finder dem aldrig. Så vågner jeg og er ikke helt den samme som før.