Mytiske drømme – Rejsen

Min nævnte nomadetilværelse gør at jeg det meste af tiden er på vej. Mit rastløse sind gør, at jeg ikke gerne opholder mig mere end tre dage samme sted før jeg må videre. Jeg vil ikke tøve med at kalde det en lidelse, for det er faktisk et plagsomt liv på flere måder. Jeg har da også forsøgt flere terapier uden held.

Jeg har dog for årtier siden lært at få livet til at fungere også i sin omflakkende form. Jeg kan arbejde, have venner, samlevere og elskere, opleve hvad jeg finder interessant, i det hele taget leve som de fleste andre med fast arbejde, guldbryllup i kikkerten og villa, vovhund og Volvo i hverdagen etc. Jeg gør bare det hele undervejs.

Min rejser er i perioder ret trivielle. De seneste år har det mest været en pendlen mellem Berlin, Paris og Danmark, i andre perioder lidt mere eksotiske steder eller regelmæssige besøg i de europæiske hovedstæder, som jeg er meget tiltrukket af – næsten dem alle.

Naturligvis indfinder rejsen sig også i mine drømme, hvorfor jeg har døbt en af de oftest tilbagekommende mytiske drømme – Rejsen. Det er en overvejende positiv drøm, som mange andre nok nødigt ville opleve i det vågne liv, men den er præget af at jeg i nogen grad er blevet ”professionel” rejsende.

Min rejse i drømmen har hverken udgangspunkt eller mål (allerede der ville andre nok kalde drømmen et mareridt). Det har jeg det fint med – jeg finder overraskelser vildt produktive og spændende. Ofte er jeg i drømmen i tvivl om, hvilket rejse middel der befordrer mig fra A til B eller O eller Z. Det går også nogenlunde, selvom det kan skabe lidt forvirring om hvad min billet giver adgang til. Men da jeg som regel rejser uden billet og der aldrig indfinder sig kontrollører bekymrer det mig ikke – bare jeg kommer frem til det ukendte mål.

Det gør jeg som regel og undervejs har jeg klaret det meste: arbejdet, elsket, mødt nye, inspirerende mennesker, spist godt, fået læst og undertiden påskrevet, nydt bjerge og marker, skyer og byer, søer og have, lagret det hele i erindringen til fremtidigt brug – og er kommet i mål samtidigt med at jeg jager et nyt ukendt af slagsen.

At rejse er at drømme. At drømme er at leve, konstaterer jeg klogt overfor den smukke, ukendte kvinde overfor mig i første klasses kupeen. Så vågner jeg og er ikke helt den samme som før.