Mytiske drømme – Kvinden
Heldigvis er de fleste kvinder, jeg har kendt og kender levende i kød og blod, sind og skin. Men ikke Kvinden, der altid navnløs optræder i mine drømme. På samme tid kender jeg hende ud og ind og slet ikke, selvom jeg har mødt hende utallige gange; så mange, at hun er blevet ikonisk for mig.
Kvinden er hvad man lidt teknisk kan kalde et konglomerat af de lyslevende kvinder, jeg elsker og som hele tiden former mit liv, uanset deres tidligere og nuværende positioner og roller. Tilmed er Kvinden indbegrebet af de ni kvinder, jeg tidligere her i Erindringerne har udnævnt til de vigtigste mennesker i mit liv. Jeg ville simpelthen ikke være til uden dem (og det er ikke blot fordi den ene er min mor). Derfor er de yderst velkomne i den mytiske drøm, jeg kalder Kvinden og som er den hyppigste men også ypperste.
I drømmen opsøges jeg af Kvinden, der er af høj karat og særlig karakter: en fuldendt blanding af mine fire yndlingsdyder empati, intelligens, skønhed og talent. Hun kender mig tilsyneladende og henviser til en invitation, jeg har sendt hende. Herefter har vi et samvær, hvis indhold og omfang skifter fra gang til gang, men altid har det samme indhold af intimitet og involvering, fortrolighed og stiltiende forudsætninger, berøringer og blikke, samtale om kunst og tro og udforskning af hinandens kroppe og sind.
I drømmen op- og gennemlever Kvinden og jeg mange af de hændelser jeg har haft og har ”in real life”, men altid tilsat et mål fortrydelse, længsel, savn, selvransagelse og andre mindre produktive følelser. Alligevel er Kvinden i drømmen også en drøm af forståelse, håb, kærlighed, tilgivelse, trøst og andre af livets generøse grundsten.
I drømmen bringes jeg i en lykketilstand, som kan lyde idealistisk, urealistisk, måske naiv, men er et abstrakt billede af livet selv, og der er intet af det, Kvinden i den mytiske drøm giver, som jeg ikke har oplevet og stadig oplever hos hendes særdeles levende forbilleder.
Drømmen om Kvinden ender altid med at hun pludseligt er borte og jeg ved at hun ikke vender tilbage som den hun var, men altid dukker op igen i en ny, men genkendelig gestalt som en tiende muse og livsbetingelse.
Så vågner jeg og er ikke helt den samme som før.