Mytiske drømme – Døden

Det er svært at leve; det er i hvert fald en af de største udfordringer jeg har. Det siges, at al begyndelse er svær, men hvad hvis man slet ikke er kommet i gang med livet endnu? Sådan føler jeg ofte, og uden at gå deprimeret rundt i hverdagen har jeg altid tænkt på døden, én af livets mange modsætninger.

Døden har altid været i mit liv. Jeg så mit første lig som 5-årig. Fra jeg var 12 til jeg var 24 spillede jeg orgel til flere hundrede begravelser. Da var jeg så at sige dødtræt af det og sagde stop. Siden har jeg ikke været til én eneste begravelse – selv ikke i den nære familie.

Men er der et sted, hvor jeg så at sige konfronteres med døden, så er det i en af mine mest påtrængende mytiske drømme. Her er døden hovedperson og mere mytisk bliver det næppe, for døden er jo ikke en realitet før den indtræffer og så kan det være lige meget, også hvis man som jeg tror på evigt liv.

I drømmen befinder jeg mig i et tids- og stedsmæssigt limbo. Jeg kan simpelthen ikke identificere kulisse og scenografi for drømmen og der er intet fingerpeg om, hvornår den finder sted; ikke antydningen af et ur på væggen. Jeg møder ikke manden med leen – dertil er drømmen for subtil. Jeg møder heller ikke Gud, som jeg ellers i vågen tilstand møder ofte – mest i andre mennesker.

Er jeg død i drømmen? Det ved jeg ikke, men jeg ved, at drømmen ikke foregår i helvede. Selvom jeg er troende, har jeg aldrig troet på et helvede; det er måske derfor (og ikke på grund af mine gode gerninger), at jeg i dødsdrømmen ikke befinder mig under de varmere himmelstrøg.

Som det ses er mine mytiske drøm Døden ret abstrakt og flagrende som jeg i øvrigt også tror, døden er. Der er ingen udveje af det mellemrum eller tomrum, jeg befinder mig i; ingen smutveje eller nødudgange. Det er stilstand snarere end tilstand.

Drømmen om døden er nok den, jeg har gransket mest, selvom den sjældent dukker op. Til gengæld er den lang sådan tidsmæssigt, måske en hel nat. Det er pudsigt nok den af de mytiske drømme, der har mindst påvirkning på mig i vågen tilstand.

Så egentlig er det ikke interessant om jeg er helt den samme som før når jeg vågner.